Jeg har fået en mail fra min mor i dag. Det er der som sådan ikke noget usædvanligt i. Udveksling af hverdagsoplevelser med Danmark har været en fast bestanddel af livet, siden vi kom til San Lucas, og ofte et kærkomment afbræk i en travl arbejdsdag. Denne mail ikke nogen undtagelse. Mailen var som sædvanlig spækket med små spotlights fra den danske andedam, men afslutningsvis fortalte hun en lille beretning om en lille pige, som hun har tæt på livet, der er blevet alvorligt syg. Den lille pige har heldigvis fået stillet en diagnose i rette tid og kan derfor se frem til at blive rask, når hun har afsluttet et omfattende behandlingsforløb. Min mor skrev også, at hun var uendelig lykkelig for, at vi i Danmark har et sundhedssystem, der kan håndtere og behandle alvorlige sygdomme, og i det hele taget drager omsorg om de mennesker, der har brug for hjælp, hvilket absolut ikke var det indtryk hun havde af det bolivianske sundhedssystem, som hun selv har oplevet i betragterens rolle.

Umiddelbart tænkte jeg ikke så meget over det, men da jeg havde forladt internatcafeen og slentrede henover plazaen i Sucre, begyndte tankerne alligevel at buldre rundt i knolden på mig. Jeg kom til at tænke på alle de alvorligt syge i Bolivia, som vi aldrig ser, men som lever et forfærdeligt liv uden pleje og omsorg, og som ofte kommer herfra på de mest ubehagelige måder. Da jeg drejede ned mod Mercado Central, passerede jeg krøblingen på den trehjulede cykel. Han er krøbling. Jeg ved ikke, hvad han rigtig fejler, men han sidder altid på det samme hjørne med en vægt, som den min farmor havde på sid badeværelse, lænket fast til sin cykel. Her kan man så få sin kampvægt oplyst mod betaling af én boliviano. Når man har boet et år i Sucre, og har en bare lidt nysgerrig natur, så finder man selvfølgelig ud af lidt og hvert om byens faste inventar. De mennesker der, ligeså naturligt som pladser, træer, vejskilte, butikker, skopudsere og meget andet, blot glider ind i bybilledet og med tiden næsten totalt udviskes fra ens indbyggede observationsradar, når man bevæger sig rundt i byen. De er der bare. Men drengen på den trehjulede cykel, der i øvrigt er opbygget, altså cyklen, så pedalerne sidder helt oppe ved hans hoved, så han med sine små buttede arme kan trille lidt frem og tilbage på fortovet, har ikke nogen familie. Han blev efterladt som helt lille, da hans familie konstaterede han var handicappet og dermed ubrugelig. Nu bor han på et udenlandsk finansieret børnehjem i Sucre, hvor han sammen med byens mange skopudserdrenge får tag over hovedet og lidt mad. Men ”fest og farver” må han selv tjene til, og her er det altså, at min farmors gamle badevægt kommer ind i billedet.

Den lille gut fik mine tanker til at springe videre til damen uden ansigt. Hun sidder som regel ved plazaen med sit vansirede ansigt, der hverken har øjne eller næse. Hun var den eneste fra sin familie, der slap ud af et brændende hus, og er nu overladt til Sucres forbipasserende menneskestrøm, der engang imellem fører en mønt ned i hendes ødelagte hånd. Der er jo mange af dem slog det mig pludselig. Jeg tror den megen elendighed som jeg har set, og som hører med til vores arbejde herovre, har gjort mig blind for de enkelte små mennesker. Men nu blev den lille pære sat i gang, og jeg kom til at tænke på den blinde mand med saxofonen, der, som en værdig klon af Lou Amstrong, sidder foran Mercado Central og dagen lang spiller de samme fire takter på sin saxofon. Den delvist lamme og blinde mand, der hver aften fuldstændig paralyseret i flere timer sidder og slår på sin tromme i håb om, at forbipasserende nyder musikken så meget, at de belønner ham med en skilling. Og så kom det. Et stik af dårlig samvittighed. Jeg har så meget, og de har så lidt. Når vi danskere engang imellem taler om de mange stakkels mennesker, plejer vi at sige, at vi jo ikke kan hjælpe dem alle, og vi gør vores del gennem vores arbejde. Men hvorfor smider vi aldring en mønt i hatten hos de mange stakler. Jeg ved det ikke. Måske er det for uoverskueligt, fordi det er umuligt at forestille sig, hvordan en enkelt mønt kan være med til at bedre deres liv. Men så kom jeg til at tænke på Augustina.

Augustina er 12, måske tretten. For at være ærlig så ved jeg det ikke med sikkerhed. Hun har nemlig aldrig fortalt det. Augustina kommer fra Sacavillque. Sacavillque er en landsby i San Lucas kommune – og en af de mest isolerede af slagsen. Forestil dig først at køre ud af en grusvej i fire timer. De sidste to timer møder du ikke andet end trøstesløse mudderhuse, der er delvist opløst af regn. Små børn der med ivrige stenkast forsøger at holde styr på en flok geder og tandløse bønder med koka i munden, der arbejder med deres okser for at pløje de utørrede skråninger op. Vejen bliver mere og mere ufremkommelig, og efter omkring fire timers kørsel støder man på den hårdtarbejdende gule bulldozer, der på tredje år kæmper for at bringe et hjulspor frem til den afsondrede landsby. Fra bulldozeren er turen til fods omkring 4 timer inden man når frem til Sacavillque. Her er elektricitet ikke en del af bevidstheden og livlinen til omverdenen består af den skrattende FM-radio på sundhedsposten, der lever af det lille solpanel, der, som en nødlandet ufo, sidder på taget af posten. Herfra kommer Augustina. Hun har et fantastisk liv i sine øjne. Og med sin let hjulbenede og noget drengede kropsbygning akkompagneret er næsten konstant svingende arme for man indtrykket af en glad pige med masser af energi. Hvis ikke man kendte historien om Augustina ville der ikke være meget der ledte tankerne i af, at hun skulle være gået en masse forfærdeligt igennem. Men det er hun.

Første gang jeg mødte Augustina var for omkring to uger siden. Da Elia kørte op foran huset i San Lucas, rejste vi os som sædvanlig for at åbne døren og hjælpe til med at tømme bilen. Det er på ingen måde usædvanligt, at der er fremmede mennesker med i bilerne, da IMCC gerne giver et lift, hvis der er plads. Ud hoppede Augustina på sin glade ben og kiggede sig nysgerrigt omkring. Dette er der egentlig ikke noget mærkeligt i, da mange af beboerne i San Lucas Kommune aldrig har været i hovedbyen, og sædvanligvis bliver folk også en smule målløse, når de for lov at kigge inden for i ”danskerhuset”, hvor græsset gror og træerne blomstrer – noget der absolut ikke er tilfældet på den anden side af muren uden for regnsæsonen. Men Augustina lod sig ikke skramme. Hun stak lappen frem og hilste høfligt på Helene og jeg, inden hun fortsatte ind i haven. Frisk pige tror jeg vi begge tænkte, men rette så vores spørgende blikke mod Elia. Hun kom med forklaringen i et overvældende tempo, der absolut ikke øgede historiens sammenhæng, men jeg skal forsøge at berette den i rigtig rækkefølge.

Augustina er født i Sacavillque, hvor hun siden har boet. Som så mange mænd i området er Augustinas far forsvundet. Måske er han død, måske stukket af eller måske har han, som mange andre været tvunget til at søge til Argentina i håb om, at et illegalt arbejde kunne kaste lidt lys på en bedre fremtid. Pointen er dog, at han ikke længere var omkring familien, men hvornår det præcist skete ved jeg ikke. Augustina har nemlig ikke fortalt det. Augustina boede i Sacavillque med sin mor og sine søskende. Som så mange børn der bor så langt ude på landet, kom hun ikke i skole, men er i stedet vokset op med at vogte familiens dyr, hjælpe til i marken og med det daglige arbejde, der skal klares for at sikre overlevelse.

Tilsyneladende en hel normal tilværelse, som er den, om end barske, så i hvert fald skindbarlige virkelighed for størstedelen af de børn, der bliver sat i verden i Sacavillque. Tragedien begynder for et halvt års tiden. Tror jeg, for Augustina har nemlig ikke fortalt det, så denne del af beretningen bygger på, hvad Elia kunne få at vide af Augustinas naboer i Sacavillque. Augustinas mor mødte en mand. Sammen valgte de at flytte fra den lille landsby og til en anden landsby, der kun ligger et par timers gang fra San Lucas. Men Augustina skulle ikke med. Hendes mor forlod hende alene med en gammel bedstemor. En bedstemor der er så svag, at hun ikke kunne forsøge Augustina, og Augustina var derfor pludselig overladt til at skulle klare sig selv. Hun tiggede mad, og passede geder for andre beboere i Sacavillque for at overleve.

Da Elia så var i Sacavillque for et par uger siden, dukkede Augustina op ved sundhedsposten i håb om, at der kunne falde en tallerken mad af, når der blev kokkereret til deltagerne på kvindegruppekurset. Det kunne der selvfølgelig godt, og efterhånden som det gik op for Elia, hvad der var Augustinas skæbne, besluttede hun, at der skulle handles. Derfor stod Augustina en dag pludselig i IMCCs have og beundrede græsset, blomsterne, hønsehuset, bilerne i garagen, kattene og de to blege danskere. Hun smed sine smadrede sandaler lavet af gamle bildæk, og tussede som fortryllet hund på græsset, mens hun nysgerrigt sugede de mange nye indtryk til sig. Da vores ene kat pludselig besluttede at indlede et vildt ræs rundt i haven slap et begejstret hvin over Augustinas læber – den første lyd hun havde sluppet siden ankomsten. Og her havde vi så pludselig grunden til, at Augustina var blevet forladt. Hun kan ikke tale. Augustina er stum og kan hverken ytre sig på eller forstå spansk. Desværre er virkeligheden nok, at en del mennesker i Augustinas liv har sat lighedstegn mellem dum og stum. Hun er ikke dum, det var tydeligt at se, men hun er måske en af de mest understimulerede teenagere, jeg nogensinde har set. Desværre har hun i sin mors øjne formentlig været så ubrugelig, at hun ikke var værd at tage med, da moren forlod landsbyen. Men tilfældighedernes sammentræf ville at Augustina efter at være blevet udstyret med aflagt danskertøj og et par ægte Havañanas klipklappere, som hun synes var så flotte, at hun næsten ikke turde gå i dem, de følgende dage fik en ordentlig en på opleveren.

Hun blev indlogeret i Elias værelse og om dagen, var hun med på kontoret. Indsigten i livets små mysterier, som hvordan en kasse på et skrivebord med en simpel ordre kan fremtrylle bogstaver på et papir hurtigere en noget menneske nogen sinde kommer til at skrive, frembragte stor beundring fra den unge dame. Mystisk var det også, at vi med et enkelt tryk på en knap kunne fange et stykke af virkeligheden, og kort efter fremvise det på en lille skærm. Udstyret med kladdehæfte og farver fandt hun sig hurtigt til rette på IMCCs lille kontor. Jeg er ikke i tvivl om, at Augustina var lykkelig, som hun sad der, og febrilsk forsøgte at tvinge sine kruseduller til at tage en form, der til forveksling lignede vores andres bogstaver. Glæden var heller ikke til at overse, da det lykkedes hende at opnå begejstret anerkendelse for med de mest fantastiske, skæve og usikre bogstaver at have foreviget sit navn på papir for første gang. Men ingenting varer som bekendt ved, og mens Augustina nød sin nye tilværelse, blev der selvfølgelig arbejdet i kulissen for at finde en holdbar løsning på pigens situation. Via en tante i San Lucas nåede nyheden om Agustinas ankomst i San Lucas, via omveje, frem til Augustinas mor, der af uvisse årsager pludselig dukkede op i San Lucas. Og da man jo heller ikke i Bolivia kan stjæle en teenager, måtte Augustina stortudende og skrigende  lade sig slæbe med af moren til en i hvert fald for os ikke specielt lovende hverdag. Men som vores kogekone Doña Antonia roligt sagde til de frustrerede iagttagere, så kommer hun nok tilbage. Og ganske rigtigt. To dage senere bankede det lidt efter mørkets frembrud på døren hos Elia. Uden for stod en storsmilende og nok også en smule stolt Augustina. Hun var nemlig ikke interesseret i at finde sig i et liv som dum/stum pige i en afsondret landsby uden for San Lucas. Så nu trisser Augustina igen rundt i San Lucas og har i øvrigt allerede fyldt adskillige kladdehæfter og slidt hårdt på IMCCs kontorudstyr.

Og fremtiden. Den tegner lidt lysere for den unge dame, der, på trods af de manglende ord, allerede lystigt kommunikerer med hjemmelavede tegn og fagter kombineret med glade, og vrede, udbrud, når hun ytrer sig. Det er lykkedes Elia og opspore et børnehjem i Sucre, hvor Augustina kan få undervisning i tegnsprog og den skolegang, som er blevet snydt for indtil videre. Så hvis alt går vel, og det gør det altså heldigvis engang imellem i Bolivia, så ender pigen, der ikke kunne sige sin mening, alligevel med at få sin vilje.

For afslutningsvis at slå en krølle på historien, så viser historien om Augustina, at der heldigvis og på trods af, at det bolivianske system ikke er indrettet, så piger som Augustina og i øvrigt og en masse andre mennesker for den hjælp de har brug for, alligevel findes de lykkelige slutninger.

Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!

Pigen der ikke kunne sige sin mening – men fik sin vilje

Skrevet af Jonas, 14. juli 2010, La Paz

Jeg har fået en mail fra min mor i dag. Det er der som sådan ikke noget usædvanligt i. Udveksling af hverdagsoplevelser med Danmark har været en fast bestanddel af livet, siden vi kom til San Lucas, og ofte et kærkomment afbræk i en travl arbejdsdag. Denne mail ikke nogen undtagelse. Mailen var som sædvanlig spækket med små spotlights fra den danske andedam, men afslutningsvis fortalte hun en lille beretning om en lille pige, som hun har tæt på livet, der er blevet alvorligt syg. Den lille pige har heldigvis fået stillet en diagnose i rette tid og kan derfor se frem til at blive rask, når hun har afsluttet et omfattende behandlingsforløb. Min mor skrev også, at hun var uendelig lykkelig for, at vi i Danmark har et sundhedssystem, der kan håndtere og behandle alvorlige sygdomme, og i det hele taget drager omsorg om de mennesker, der har brug for hjælp, hvilket absolut ikke var det indtryk hun havde af det bolivianske sundhedssystem, som hun selv har oplevet i betragterens rolle.

Umiddelbart tænkte jeg ikke så meget over det, men da jeg havde forladt internatcafeen og slentrede henover plazaen i Sucre, begyndte tankerne alligevel at buldre rundt i knolden på mig. Jeg kom til at tænke på alle de alvorligt syge i Bolivia, som vi aldrig ser, men som lever et forfærdeligt liv uden pleje og omsorg, og som ofte kommer herfra på de mest ubehagelige måder. Da jeg drejede ned mod Mercado Central, passerede jeg krøblingen på den trehjulede cykel. Han er krøbling. Jeg ved ikke, hvad han rigtig fejler, men han sidder altid på det samme hjørne med en vægt, som den min farmor havde på sid badeværelse, lænket fast til sin cykel. Her kan man så få sin kampvægt oplyst mod betaling af én boliviano. Når man har boet et år i Sucre, og har en bare lidt nysgerrig natur, så finder man selvfølgelig ud af lidt og hvert om byens faste inventar. De mennesker der, ligeså naturligt som pladser, træer, vejskilte, butikker, skopudsere og meget andet, blot glider ind i bybilledet og med tiden næsten totalt udviskes fra ens indbyggede observationsradar, når man bevæger sig rundt i byen. De er der bare. Men drengen på den trehjulede cykel, der i øvrigt er opbygget, altså cyklen, så pedalerne sidder helt oppe ved hans hoved, så han med sine små buttede arme kan trille lidt frem og tilbage på fortovet, har ikke nogen familie. Han blev efterladt som helt lille, da hans familie konstaterede han var handicappet og dermed ubrugelig. Nu bor han på et udenlandsk finansieret børnehjem i Sucre, hvor han sammen med byens mange skopudserdrenge får tag over hovedet og lidt mad. Men ”fest og farver” må han selv tjene til, og her er det altså, at min farmors gamle badevægt kommer ind i billedet.

Den lille gut fik mine tanker til at springe videre til damen uden ansigt. Hun sidder som regel ved plazaen med sit vansirede ansigt, der hverken har øjne eller næse. Hun var den eneste fra sin familie, der slap ud af et brændende hus, og er nu overladt til Sucres forbipasserende menneskestrøm, der engang imellem fører en mønt ned i hendes ødelagte hånd. Der er jo mange af dem slog det mig pludselig. Jeg tror den megen elendighed som jeg har set, og som hører med til vores arbejde herovre, har gjort mig blind for de enkelte små mennesker. Men nu blev den lille pære sat i gang, og jeg kom til at tænke på den blinde mand med saxofonen, der, som en værdig klon af Lou Amstrong, sidder foran Mercado Central og dagen lang spiller de samme fire takter på sin saxofon. Den delvist lamme og blinde mand, der hver aften fuldstændig paralyseret i flere timer sidder og slår på sin tromme i håb om, at forbipasserende nyder musikken så meget, at de belønner ham med en skilling. Og så kom det. Et stik af dårlig samvittighed. Jeg har så meget, og de har så lidt. Når vi danskere engang imellem taler om de mange stakkels mennesker, plejer vi at sige, at vi jo ikke kan hjælpe dem alle, og vi gør vores del gennem vores arbejde. Men hvorfor smider vi aldring en mønt i hatten hos de mange stakler. Jeg ved det ikke. Måske er det for uoverskueligt, fordi det er umuligt at forestille sig, hvordan en enkelt mønt kan være med til at bedre deres liv. Men så kom jeg til at tænke på Augustina.

Augustina er 12, måske tretten. For at være ærlig så ved jeg det ikke med sikkerhed. Hun har nemlig aldrig fortalt det. Augustina kommer fra Sacavillque. Sacavillque er en landsby i San Lucas kommune – og en af de mest isolerede af slagsen. Forestil dig først at køre ud af en grusvej i fire timer. De sidste to timer møder du ikke andet end trøstesløse mudderhuse, der er delvist opløst af regn. Små børn der med ivrige stenkast forsøger at holde styr på en flok geder og tandløse bønder med koka i munden, der arbejder med deres okser for at pløje de utørrede skråninger op. Vejen bliver mere og mere ufremkommelig, og efter omkring fire timers kørsel støder man på den hårdtarbejdende gule bulldozer, der på tredje år kæmper for at bringe et hjulspor frem til den afsondrede landsby. Fra bulldozeren er turen til fods omkring 4 timer inden man når frem til Sacavillque. Her er elektricitet ikke en del af bevidstheden og livlinen til omverdenen består af den skrattende FM-radio på sundhedsposten, der lever af det lille solpanel, der, som en nødlandet ufo, sidder på taget af posten. Herfra kommer Augustina. Hun har et fantastisk liv i sine øjne. Og med sin let hjulbenede og noget drengede kropsbygning akkompagneret er næsten konstant svingende arme for man indtrykket af en glad pige med masser af energi. Hvis ikke man kendte historien om Augustina ville der ikke være meget der ledte tankerne i af, at hun skulle være gået en masse forfærdeligt igennem. Men det er hun.

Første gang jeg mødte Augustina var for omkring to uger siden. Da Elia kørte op foran huset i San Lucas, rejste vi os som sædvanlig for at åbne døren og hjælpe til med at tømme bilen. Det er på ingen måde usædvanligt, at der er fremmede mennesker med i bilerne, da IMCC gerne giver et lift, hvis der er plads. Ud hoppede Augustina på sin glade ben og kiggede sig nysgerrigt omkring. Dette er der egentlig ikke noget mærkeligt i, da mange af beboerne i San Lucas Kommune aldrig har været i hovedbyen, og sædvanligvis bliver folk også en smule målløse, når de for lov at kigge inden for i ”danskerhuset”, hvor græsset gror og træerne blomstrer – noget der absolut ikke er tilfældet på den anden side af muren uden for regnsæsonen. Men Augustina lod sig ikke skramme. Hun stak lappen frem og hilste høfligt på Helene og jeg, inden hun fortsatte ind i haven. Frisk pige tror jeg vi begge tænkte, men rette så vores spørgende blikke mod Elia. Hun kom med forklaringen i et overvældende tempo, der absolut ikke øgede historiens sammenhæng, men jeg skal forsøge at berette den i rigtig rækkefølge.

Augustina er født i Sacavillque, hvor hun siden har boet. Som så mange mænd i området er Augustinas far forsvundet. Måske er han død, måske stukket af eller måske har han, som mange andre været tvunget til at søge til Argentina i håb om, at et illegalt arbejde kunne kaste lidt lys på en bedre fremtid. Pointen er dog, at han ikke længere var omkring familien, men hvornår det præcist skete ved jeg ikke. Augustina har nemlig ikke fortalt det. Augustina boede i Sacavillque med sin mor og sine søskende. Som så mange børn der bor så langt ude på landet, kom hun ikke i skole, men er i stedet vokset op med at vogte familiens dyr, hjælpe til i marken og med det daglige arbejde, der skal klares for at sikre overlevelse.

Tilsyneladende en hel normal tilværelse, som er den, om end barske, så i hvert fald skindbarlige virkelighed for størstedelen af de børn, der bliver sat i verden i Sacavillque. Tragedien begynder for et halvt års tiden. Tror jeg, for Augustina har nemlig ikke fortalt det, så denne del af beretningen bygger på, hvad Elia kunne få at vide af Augustinas naboer i Sacavillque. Augustinas mor mødte en mand. Sammen valgte de at flytte fra den lille landsby og til en anden landsby, der kun ligger et par timers gang fra San Lucas. Men Augustina skulle ikke med. Hendes mor forlod hende alene med en gammel bedstemor. En bedstemor der er så svag, at hun ikke kunne forsøge Augustina, og Augustina var derfor pludselig overladt til at skulle klare sig selv. Hun tiggede mad, og passede geder for andre beboere i Sacavillque for at overleve.

Da Elia så var i Sacavillque for et par uger siden, dukkede Augustina op ved sundhedsposten i håb om, at der kunne falde en tallerken mad af, når der blev kokkereret til deltagerne på kvindegruppekurset. Det kunne der selvfølgelig godt, og efterhånden som det gik op for Elia, hvad der var Augustinas skæbne, besluttede hun, at der skulle handles. Derfor stod Augustina en dag pludselig i IMCCs have og beundrede græsset, blomsterne, hønsehuset, bilerne i garagen, kattene og de to blege danskere. Hun smed sine smadrede sandaler lavet af gamle bildæk, og tussede som fortryllet hund på græsset, mens hun nysgerrigt sugede de mange nye indtryk til sig. Da vores ene kat pludselig besluttede at indlede et vildt ræs rundt i haven slap et begejstret hvin over Augustinas læber – den første lyd hun havde sluppet siden ankomsten. Og her havde vi så pludselig grunden til, at Augustina var blevet forladt. Hun kan ikke tale. Augustina er stum og kan hverken ytre sig på eller forstå spansk. Desværre er virkeligheden nok, at en del mennesker i Augustinas liv har sat lighedstegn mellem dum og stum. Hun er ikke dum, det var tydeligt at se, men hun er måske en af de mest understimulerede teenagere, jeg nogensinde har set. Desværre har hun i sin mors øjne formentlig været så ubrugelig, at hun ikke var værd at tage med, da moren forlod landsbyen. Men tilfældighedernes sammentræf ville at Augustina efter at være blevet udstyret med aflagt danskertøj og et par ægte Havañanas klipklappere, som hun synes var så flotte, at hun næsten ikke turde gå i dem, de følgende dage fik en ordentlig en på opleveren.

Hun blev indlogeret i Elias værelse og om dagen, var hun med på kontoret. Indsigten i livets små mysterier, som hvordan en kasse på et skrivebord med en simpel ordre kan fremtrylle bogstaver på et papir hurtigere en noget menneske nogen sinde kommer til at skrive, frembragte stor beundring fra den unge dame. Mystisk var det også, at vi med et enkelt tryk på en knap kunne fange et stykke af virkeligheden, og kort efter fremvise det på en lille skærm. Udstyret med kladdehæfte og farver fandt hun sig hurtigt til rette på IMCCs lille kontor. Jeg er ikke i tvivl om, at Augustina var lykkelig, som hun sad der, og febrilsk forsøgte at tvinge sine kruseduller til at tage en form, der til forveksling lignede vores andres bogstaver. Glæden var heller ikke til at overse, da det lykkedes hende at opnå begejstret anerkendelse for med de mest fantastiske, skæve og usikre bogstaver at have foreviget sit navn på papir for første gang. Men ingenting varer som bekendt ved, og mens Augustina nød sin nye tilværelse, blev der selvfølgelig arbejdet i kulissen for at finde en holdbar løsning på pigens situation. Via en tante i San Lucas nåede nyheden om Agustinas ankomst i San Lucas, via omveje, frem til Augustinas mor, der af uvisse årsager pludselig dukkede op i San Lucas. Og da man jo heller ikke i Bolivia kan stjæle en teenager, måtte Augustina stortudende og skrigende  lade sig slæbe med af moren til en i hvert fald for os ikke specielt lovende hverdag. Men som vores kogekone Doña Antonia roligt sagde til de frustrerede iagttagere, så kommer hun nok tilbage. Og ganske rigtigt. To dage senere bankede det lidt efter mørkets frembrud på døren hos Elia. Uden for stod en storsmilende og nok også en smule stolt Augustina. Hun var nemlig ikke interesseret i at finde sig i et liv som dum/stum pige i en afsondret landsby uden for San Lucas. Så nu trisser Augustina igen rundt i San Lucas og har i øvrigt allerede fyldt adskillige kladdehæfter og slidt hårdt på IMCCs kontorudstyr.

Og fremtiden. Den tegner lidt lysere for den unge dame, der, på trods af de manglende ord, allerede lystigt kommunikerer med hjemmelavede tegn og fagter kombineret med glade, og vrede, udbrud, når hun ytrer sig. Det er lykkedes Elia og opspore et børnehjem i Sucre, hvor Augustina kan få undervisning i tegnsprog og den skolegang, som er blevet snydt for indtil videre. Så hvis alt går vel, og det gør det altså heldigvis engang imellem i Bolivia, så ender pigen, der ikke kunne sige sin mening, alligevel med at få sin vilje.

For afslutningsvis at slå en krølle på historien, så viser historien om Augustina, at der heldigvis og på trods af, at det bolivianske system ikke er indrettet, så piger som Augustina og i øvrigt og en masse andre mennesker for den hjælp de har brug for, alligevel findes de lykkelige slutninger.

Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!

Bolivia – De første dage – Juni 2009

Sucre – Ankomst til San Lucas – Juli 2009

San Lucas – August 2009

Baby og Potosi, August 2009

Blandet november – December 2009

En travl måned – September 2009

Sacavillque Chico – Oktober 2009

Sundhedsfestival i Huañumilla – November 2009

Evo kommer til (lands)byen – December 2009

Familiebesøg, Los Deiborgs – December 2009/Januar 2010

Overlap med Nete og Peter – Januar 2010

Børnefødselsdag i Potosi – Januar 2010

San Lucas -  Januar/Februar 2010

Karneval i Sucre – Februar 2010

Besøg af Ayllus – Februar 2010

Renovering af køkken og livet i San Lucas – Februar 2010

Kvindernes internationale kampdag – 8. marts 2010

Besøg hos Doña Lucia – Marts 2010

Møde og workshop for de traditionelle behandlere – Marts 2010

Den 9. juni 2010 var en stor dag. For os i Bolivia og i særdeleshed for vores organisation IMCC Uland. En lang sej kamp blev belønnet, og IMCC fik bevilliget en forlængelse i San Lucas på fem år samt et nyt projekt i Mali, der i første omgang skal løbe i tre år. Der er sikkert ikke mange, der ikke ved det, men derfor skal I da ikke snydes for beretningen om en dag, som jeg personligt havde haft mange drømme og mareridt om på forhånd.

Vi havde lagt vilde planer, hvis vi fik forlængelsen. Stor fest i huset med picante de pollo i rigelige mængde og hele tønder med Singhani. Jeg havde drømt om natten, hvordan jeg skulle sidde på kontoret, åbne mailboksen, se svaret og derefter vælte ud af døren, ned af trappen og spurte rundt i hospitalsgården som en løbsk lama, mens jeg skreg min glæde ud på godt gammeldags dansk. Under mit lamaløb i hospitalsgården ville jeg dele vilde omfavnelser ud til gravide cholitaer, der stod parkeret med deres saltvandsdrop og ventede på, at fødslen skulle gå i gang. Hospitalspersonalet ville langsomt komme til for at forvisse sig om, at de gode danskere rent faktisk var blevet skingrende sindssyge eller i det mindste mødt skidefulde på arbejde. Jeg ville drøne ned i minimarkedet på plazaen og investere en mindre formue i den bedste skodchampagne fra ”Los Valles” til 10 bolivianos flasken, skynde mig tilbage til hospitalet og kalde alle sammen over hospitalets højtaleranlæg. Sådan et er der nemlig, og det trænger til at blive brugt til andet end alt for høj bolivianer-techno-pop. Både personalet, patienterne, chaufførerne, de fødende, portneren og hans kone – ja selv den fede kogekone, der snyder med kokapriserne bare fordi, at vi er hvide, skulle stimle sammen, og i fællesskab skulle vi skåle for fem år mere til San Lucas og IMCC. Om aftenen skulle der være vild fest med taler, hvor byens spidser tilkendegav deres store glæde ved forlængelsen, og vi danskere skulle understrege vigtigheden af, at vi arbejder sammen, og inddrager civilbefolkningen, så vi kan sikre bæredygtigheden, sådan som Danida ønsker det. Men sådan gik det bare overhovedet ikke.

Danida tog fuldstændig røven på os. Vi vidste ca. hvornår vi var på dagsordenen på styrelsesmødet hjemme i Danmark, og havde derfor regnet ud, at afgørelsen ville blive truffet , så beskeden, hvis vi var heldige, ville nå til Bolivia midt på dagen boliviansk tid. Så da jeg klokken lidt over otte om morgen, stadig med søvn i øjnene, en frisksmurt bolle i den ene hånd og kaffe i den anden, sad og ventede på, at det fantastisk ”hurtige” internet åbnede mailboksen, havde jeg ingen anelse om at afgørelsen allerede var overstået. ”Kære San Lucas-gruppe,  styrelsen har i dag nikket til jeres ansøgning”, stod der i emnefeltet på den sidst indkomne mail. Heldigvis var den kaffetår jeg lige havde indtaget allerede passeret forbi drøblen, så det der kunne havde affødt et kaffebadet tastatur blev kun et voldsomt hosteanfald, der, så snart jeg fandt luften igen, blev afløst af et ”JAHHHHHH”, inden jeg styrtede ud i Casa Blancas tomme gård. Kattene valgte den fornuftige løsning og tog flugten, da Jonas med morgenhår og bare tær, pludselig kom væltende ud af døren svingende med en kaffekop i den ene hånd. Den første jeg fik øjenkontakt med, var vores rengøringskone Lucia, der var i gang med at pudse vinduer i stuen. Hun havde uden tvivl hørt mit ubrud, men kiggede blot på sin helt egen, ”de er tossede de danskere måde”, og pudsede ihærdigt videre. Da jeg ikke lige havde overskud til at svare på spørgsmål om, hvorvidt hun stadig måtte få æggene, hvis hun passede høns for os i projektets tredje fase,  valgte jeg ikke at indvie hende, men i stedet at kaste opmærksomheden på det blå køkken, hvor jeg var overbevist om, at de andre tre var. Hvad er så det mest intelligente, man kan råbe: ”Vi fik den!!!”, efterfulgt af ”hvor er Peter?”. ”Han sover ”, svarede Nete, ”men er det forlængelsen, vi har fået”, sagde Helene og Nete nærmest i kor.  Øh, ja, det var så her jeg kom i tanke om, at jeg aldrig havde fået åbnet mailen. Der kunne jo være nævnt 36 forbehold, der betød, at vi slet ikke var sikker på en forlængelse. Der kunne også stå, at de havde nikket til ansøgningen, men afvist bevillingen. Så tilbage til computeren. Den var god nok – eneste forbehold var, at bevillingen skal godkendes af ministeren, hvilket skulle være en formsag, men man skal selvfølgelig aldrig føle sig sikker –  men det gør vi nu alligevel.

Med planerne om vilde løbeture i hospitalets gård, champagnerus og store taler sat på stanby, var forvirringen tæt på total oppe i mit lille stakkels hoved.  Det der skulle have været en kæmpe forløsning, var mere at sammenligne med en flad fornemmelse. Lidt ligesom de bolivianske kager. Når de står i vinduet ligner de værdige modstanderne til danske flødeskumskager, men når man sætter tænderne i dem, viser de sig at være tørre og det fristende flødeskum er i virkeligheden guillotine, der smager ganske afskyeligt. Det var som næsten et års opsparret spænding bare sivede ud af min krop, som en prut uden lyd – ja sågar uden lugt. Helt ubemærket forsvandt en nervøs knude i min mave, og blev afløst af trangen til en kop kaffe mere. Jeg havde dog sindsbeherskelse nok til at hive en oksemørbrad ud af fryseren, til et velfortjent aftensmåltid, der, sammen med et par flasker god rødvin, blev kulminationen på den store dag i San Lucas. Det der længe var blevet tænkt som en stor fest, endte med at blive en stille aften i Casa Blanca.

Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!

Nu skal du været en stor dreng. Det har omkring halvdelen af dem, der læser dette formodentlig fået at vide mere en én gang i løbet af deres barndom.  For de flestes vedkommende er bemærkningen sikkert også modtage i forbindelse med, at der er noget, der har gjort ondt – såvel indvendigt som udvendigt. På dette punkt adskiller den bolivianske virkelighed sig tænkeligt ikke meget fra den danske. Alligevel har den gængse bemærkning, der som regel har til hensigt at minde sårede unge krigere om, at de skal rette ryggen, bide smerten i sig og opføre sig som store drenge, de seneste fået en hel ny betydning. Det er selvfølgelige det fantastiske Bolivia, der endnu engang har sat overtegnedes virkelighedsopfattelse på prøve.

Forleden dag vendte Nete og Peter hjem fra Tambo K’asa, hvor de havde været med på kvindegruppekursus. Med sig i bilen havde de en dreng på seks år, der i bogstaveligste forstand havde fået smadret sin hånd under en sten. Hånden lignede mest af alt en oppustet gummihandske, dekoreret i alle regnbuens farver med et fint sort supplement. Derudover var hånden overstrøget med begyndende væskefyldte blære. Alt i alt et temmelig grimt syn. Uheldet var sket tre dage før, men da familien ikke havde nogle penge til at betale for transport til hospitalet, var drengen ikke nået videre end til sundhedsposten i Tambo K’asa. Sundhedsposterne kan håndtere en del, men brækkede lemmer kan ikke sættes sammen og skal i stedet behandles på hospitalet i San Lucas. Den mulighed bød sig helt tilfældigt, da IMCC var på posten for at afholde kursus. Nete og Peter kunne ved hjemkosten fortælle, at drengens mor ikke var meget for at sende ham af sted til hospitalet, da hun frygtede det kunne koste mange penge – penge familien ikke havde.

Da drengen ankom til hospitalet i San Lucas viste det sig at moderen ikke havde bekymret sig uden grund. Det blev hurtigt klart, at der var tale om et kompliceret brud, og drengen skulle derfor til Sucre og opereres, da Hospitalet i San Lucas, hverken har udstyret eller personalet til at udføre komplicerede kirurgiske indgreb. Med sine seks år var han et år for gammel til at være dækket af den offentlige mor-barn sygesikring SUMI, der i øjeblikket er den eneste offentlig betalte sygesikring i Bolivia. Dermed var drengen overladt til den gammelkendte remse: har du penge så kan du få, men har du ingen, så må du gå, og der er ret langt at gå til Sucre.

Det er utroligt som man kan blive tilvænnet til absurditeter. I bund og grund er det jo fuldstændigt grotesk, at en dreng på seks på med en fuldstændig smadret hånd ikke kan få den påkrævede behandling, når mulighederne eksisterer. Samtidig er det den barske virkelighed, der råder i Bolivia, og selvom at vi som danskere er vænnet til et noget mere favnende og velfungerende sundhedssystem, kan vi ikke gøre meget andet end blot konstatere, at der er et pænt stykke vej endnu, før Bolivia får sundhed for alle.

Vi er jo hverken i Bolivia for at lege flyvende læger eller lægge urimeligt pres på hospitalspersonalet i San Lucas. Vi er der for at forbedre det generelle billeder, og det er derfor også det generelle billeder vi bruger til at måle vores indsats og effekten af denne. Men bare fordi man er sendt af sted for at ”øge den generelle sundhedstilstand” betyder det jo ikke, at vi ikke en gang imellem kan hjælpe til i de små øjeblikke. Det er alle de små øjeblikke, der er med til at skabe helheden, og hvis en del af dem kan falde positivt ud, så vil det unægtelig også påvirke det samlede billede.

Denne her episode ser faktisk ud til at få en lykkelig udgang. I går kom drengen på operationsbordet i Sucre, og ser nu ud til at kunne beholde både hånden og livet, hvilket helt sikkert ikke havde været udgangen, hvis han ikke var blevet taget med fra Tambo K’asa.

Men er det så det bolivianske sundhedssystem, der har bøjet sig? Både og. Det er måske mere sigende, at systemet er blevet bøjet. I samarbejde med hospitalspersonalet er det lykkedes at få tingene til at gå op i en højere enhed. Et røntgenbillede der ikke blev registreret, en falsk indlæggelsesjournal, der sænkede drenges alder til 4 år og 11 måneder samt en gratis tur til Sucre med IMCC betød, at drengen nu får den behandling han har brug for, og samtidig uden, at familien skal betale.

Taknemmelighed er der masser af en Bolivia. Vi møder den hver dag, og det er med til at gøre oplevelsen endnu større herovre. Dog vil jeg sige, at det taknemmelige blik drengens far sendte mig på Sucrehospitalets parkeringsplads, inden jeg trillede af sted til vores lejlighed sendt mandag aften, nok sætter sig lidt bedre fast end så mange andre. Sproglige barrierer er der mange af i Bolivia, specielt for os danskere, men ingen ord var nødvendige, da drengens far sagde tak for hjælpen. Der var ingen tvivl om, at vi sammen med hospitalet i San Lucas her havde været med til at gøre et af de små øjeblikke til noget meget stort for en fattig familie fra Tambo K’asa. Det var tydeligt, at drengens far vidste, at hans søns liv var blevet reddet af en lang række tilfældigheder, der startede med Nete og Peters besøg i Tambo K’asa og sluttede med en lang tur til Sucre, hvor den lille knægt brækkede sig i stride strømme mellem de mange klynk, som den bulede vej afstedkom.

Og til sidst skal det jo lige med, at enhver lykkelig historie selvfølgelig også har en morale. Her må det være, at det ikke altid handler om at være en stor dreng, når det virkelig gør ondt!

Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!

Så er det vist blevet tid til, at der kommer nyt her på siden. Den manglende opdatering skyldes så sandelig ikke mangel på oplevelser. Heller ej manglende hændelser som overtegnede har haft lyst til at delagtiggøre omverdenen i. Men tiden til at få de mange oplevelser omsat til ord med tilhørende billeder har simpelthen manglet. Det skal der selvfølgelig rådes bod på, så over de næste par uger vil vi dumpe en del af de mange oplevelser som løbende har fyldt vores hukommelsesmæssige arkiv og som har givet boliviaopholdet endnu flere dimensioner. Men indledningsvis skal vi en tur op i helikopteren. Overblikket skal kreeres og den aktuelle situation uddybes. Hvorfor er det så lige, at vi har haft så travlt med alt muligt andet end at skrive på vores blog?

Som det efterhånden er blevet fremhævet en del gange her på siden, så har en af de allerstørste udfordringer på IMCC projektet i San Lucas det seneste år været udarbejdelsen og opnåelsen af en projektforlængelse. Vi troede alle sammen at afklaringen på fremtiden ville komme den 12. maj, men desværre gik det hverken være eller bedre end, at Danida har valgt at udskyde afgørelsen til den 9. juni, så vi venter stadig på afgørelsen. I den forbindelse skylder jeg måske en ordentlig forklaring på, hvad en sådan projektforlængelse egentlig er og indebærer, og i den sammenhæng også, hvordan vores organisations og projektstruktur er skruet sammen.

Vi kalder os IMCC ulændere. Det dækker over, at vi er udsendt for organisationen International Medical Cooperation Committe(IMCC). IMCC er en del af en international forankret studenter organisation med afdelinger over hele verden. I Danmark har IMCC en lang række forskellige aktiver og underafdelinger. En af underafdelingerne er IMCC Uland, som vi er en del af.

IMCC Uland består i øjeblikket af omkring 30 personer, der er fordelt på tre forskellige projektgrupper – Bolivia, Ghana og Mali. Projekternes daglige drift varetages af de tre respektive projektgrupper, mens de overordnede retningslinjer for hele organisationen varetages af den samlede ulandsgruppe, på en række årlige ulandsmøder, hvor alle medlemmer er tilstede. Det lyder måske en smule fodformet med alt det uland. Men uland er nu engang det brand, som vores undergruppe har valgt at benytte, da vi driver projekter i det, der i daglig tale, betegnes som udviklingslande. Der eksisterer et ikke uanseeligt antal lande i verden, der betegnes som udviklingslande, men de lande, der, i IMCC Uland, er stillet skarpt på, hører til puljen af lande, som den danske regering har peget på som de lande, den danske udviklingsbistand skal gå til. Både Bolivia og Ghana har i mange år figureret på den liste, mens Mali, der i øvrigt er verdens 8. fattigste land, er et forholdsvis nyt land på listen. Fælles for IMCC Ulands projekter er, at projektopbygningen skal være inden for rammerne af Civilsamfundsstrategien, der er den danske strategi for udmøntningen af udviklingsbistanden. Så langt så godt. Den del af den danske udviklingsbistand, som IMCC Uland søger midler i ligger i en pulje der hedder enkeltbevillingen. Som navnet antyder, dækker det over, at det gives enkeltvis bevillinger til organisationer der driver, eller gerne vil drive, projekter i udviklingslande inden for rammerne af Civilsamfundsstrategien. Der findes en del forskellige muligheder for hvordan man kan søge penge i puljen under enkeltbevillingen, og for læseren der måtte være interesseret i de nærmere detaljer om dette, kan der findes information på www.um.dk. Men vi skal jo selvfølgelig tilbage til rammerne om Boliviaprojektet , og den berømte og berygtede projektansøgning. IMCC Uland har siden 1986 haft tre projekter i Bolivia. Alle projekterne har været placeret i Chuquisaca regionen, der har Sucre som regionshovedstad. For den uindviede måske irrelevant, men alligevel nævneværdigt, i Villa Serano, Azurduy og på nuværende tidspunkt San Lucas. En lang erfaring, indsigt og tradition for sundhedsorienteret udviklingsarbejde i en af Bolivias mest isolerede egne. Formen har som udgangspunkt for de tre projekter været, at der blev planlagt i femårsperioder. En tradition som også har været rammen for projektet I San Lucas, der startede op i 2001. Første fase løb til 2006, hvor der blev ansøgt om en afsluttende fase frem til 2011. Anden fase er indeværende, og var som ovenstående antyder tænkt som den afsluttende. Meget er dog sket siden 2006, og det betød, at San Lucas gruppen i efteråret 2008 efter mange og lange tanker besluttede at ansøge Danida om en tredje fase fra 2011 og fem år frem. Uden at vide det, var vi på det tidspunkt med til at tage en beslutning, som senere blev til en udfordring, videre en arbejdsopgave og til sidst nærmest en besættelse.

Besættelsen sluttede den 31. januar, hvor ansøgningen blev afleveret til Danida, og er derefter blevet forvandlet til en næsten uudholdelig venteposition. Men tiden siden er også blevet brugt til at gøre en lang række overvejelser om det arbejde vi er udsendt for at varetage, og i det hele taget den form, som et udviklingsprojekt a la IMCC Ulands har. At tage favntag med så diffuse begreber som civilsamfundsstøtte, bæredygtighed, lokal forankring og fortalervirksomhed har i den grad medført, at vi har haft en del at tænke over, og det har samtidig også betydet, at vi har fået et nyt og mere nuanceret syn på udviklingsarbejde. Det at intervenere i et andet land, om end det sker i en meget begrænset målestok, kræver, at alle detaljer gennemtænkes, og alligevel vil der uundgåeligt dukke en række overraskelser op, som ikke var til at forudse på forhånd. Hvad dækker alle disse fine begreber over, og hvordan planlægger man aktiviteter, der har til hensigt at forbedre sundhedstilstanden for de mennesker, de sigter mod, mens man samtidig skal have en respektfuld tilgang til de mennesker, der i århundreder har levet afsondret i den bolivianske del af Andesbjergene.

Som NGO har vi selvfølgelig en dagsorden. Vores overordnede målsætning er at forbedre sundhedstilstanden og adgangen til sundhedstilbud for de mennesker, der bor i indsatsområdet. Men man kan i sagens natur ikke bare komme blæsende og sige til folk, at nu er det altså på tide at de lærer at vaske hænder, børste tænder, vaccinere deres børn, spise en sund og varieret kost og så i øvrigt holde op med at have deres grise inde i huset om natten og selvfølgelig ikke skide ved siden af vandposten. Strategier og overordnet planlægning er en ting. Noget andet er, hvordan man på mikroniveau implementere aktiviteter, så målgruppen føler sig inkluderet og delagtiggjort i stedet for udstillet og irettesat. Problematikken kan jo passende illustreres med et eksempel.

For en uge siden var jeg en tur i Collpa for at deltage i og observere et kvindegruppekursus. IMCC afholder månedlige kvindegruppekurser på 10 forskellige sundhedsposterne i San Lucas kommune. På kurserne deltager kvinder fra omkring 80 forskellige landsbyer, hvoraf mange skal gå op til 8 timer for at komme frem til sundhedsposterne. Kurserne afvikles over to dage og formålet er dels at deltagende kvinder samles, udveksler erfaringer og på den måde opbygger et fælles forum. Til dels skal kvinderne modtage undervisning i forskellige sundhedstemaer, og videreformidle denne undervisning til de øvrige kvinder i deres respektive landsbyer. Set fra IMCCs synspunkt er kursernes højdepunkt andendagen, hvor kvinderne afholder et møde, hvorpå de diskuterer presserende emner i lokalsamfundet samt modtager sundhedsundervisning. Alt gik som planlagt på kurset.

Den opkvikkende indledning på dagens mødeprogram var en samarbejdsøvelse, hvor kvinder ved hjælp af skeer holdt fast mellem tænderne skulle sende en kartoffel af sted gennem en række, hvilket ikke altid er lige nemt når man mangler de en halv snes tænder. Men det forløb til stor morskab for både deltagerne og den blege danske tilskuer. Det er ubeskriveligt fantastisk at se de ellers reserverede og tilbageholdende cholitaer slippe alle hæmninger og gi’ den gas i fuldt firspring for at nedkæmpe modstanderne i kartoffelræset – og her spiller en baby på ryggen ingen rolle. Kartoffelræset var som sagt kun optakten til det, i IMCCs øjne, mere vigtige møde. Hvad kvinderne på forhånd ikke viste var, at undervisningstemaet denne dag mod sædvane ikke havde et sundhedsfokus, men derimod vægt på afholdelse ag møder. Undervisningen tog udgangspunkt i, hvordan man planlægger og afholder et møde. Her skal det selvfølgelig tilføjes at vi taler om et møde i en af verdens afkroge, hvor deltagerne ofte har rejst noget længere en gennemsnitsdanskeren er vant til – og samtidig til fods. Derfor er planlægning af madlavning et af de højere prioriterede emner på dagsordenen. Men det var en stor oplevelse at se hvordan 25 quechuatalende kvinder kommer frem til, hvor mange kilo henholdsvis kartofler, kylling, tomater og chili, der skal til for at lave en ordentlig pollo picante( kylling med chili). Problemet opstod så, da det hele ellers gik så godt, og mødet var godt i gang. Jeg ved ikke helt hvordan det startede, da jeg af gode grunde stadig ikke har den fulde forståelse af det lokale sprog quechua. Den sproglige forskel mellem spansk og quechua kan nok nemmest betegnes som forskellen mellem grønlandsk og dansk. Hvilket vil sige en forskel, hvor vi kan forstå de overordnede nuancer, men på ingen måde det konkrete indhold. Derfor kan man, det vil sige jeg, selvfølgelig ikke undgå at blive en smule nervøs, når samtalen pludselig tager en ophidset drejning, hvor man selv uden den sproglige indsigt, kan fornemme ubalancen. Ubalancen der betyder, at vi har fået en infektion på projektet. Men hvad er ubalancen, eller hvor tager ubalancen sit udgangspunkt? Det bliver pludselig meget mere nærværende da vores ansatte Vicky, omsider finder det nødvendigt at inddrage den stakkels dansker i diskussionens centrum. Diskussionen er centreret om en enkelt kvinde, der vi forlade gruppen fordi hun er alene med sin mor, datter og hele fåreflokken. Hvad gør man så? Ingenting er min første indskydelse, da det umiddelbart ikke er en problemstilling som jeg kan spejle i mit eget liv. I modsætning til mig er der nogle af kvinderne, der godt kan forestille sig at skippe gruppen. Det er et generelt problem at kvinderne bliver nødt til at forsømme deres daglige pligter for at deltage i kvindegruppemøderne. Af samme grund har en stor del af mændene, hvis koner deltager i møderne, svært ved at se fornuften i, at kvinderne er væk fra hjemmet i to dage ”blot” for at holde møde og modtage undervisning i sundhed. Det patriarkalske livsmønster, der er præget af en udbredt mandschauvinisme, betyder, at mange af kvindernes mænd et på nippet til at nægte dem at deltage i møderne. Alt dette kommer væltende som en lavine, der bringer både Vicky i mig ud af fatning. Uden kvinder ingen kvindegruppe. Samtidig er det jo heller ikke meningen, at kvinderne skal være til stede for IMCCs skyld. Tanken bag det hele er jo, at kvinderne skal blive motiveret til mere. De skal opnå ejerskab, og de skal forstå, at de kan opnå noget ved at deltage. Vicky beslutter at spille højt spil. Hun giver kvinderne 10 minutter til at tage en fælles beslutning om, hvorvidt de ønsker at forsætte gruppen eller nedlægge den på stedet.

Vi forlader den ufærdige mødebygning, der mangler både døre, vinduer og gulv, men til gengæld giver et absorberende underlag for de mange medbragte bleløse spædbørn. I ti lange minutter står vi i den skarpe bjergsol og afventer kvindernes beslutning. Gruppens præsident kalder os tilbage til gruppen. Der er fire kvinder der ønsker at forlade gruppen, og som de resterende 24 ikke har kunne overtale til at blive. Er det godt nok. Vicky kigger spørgende på mig, og med hendes blik følger også medlemmerne af kvindegruppens. Jeg føler mig i øjeblikket for en romersk kejser, der skal beslutte om en tapper gladiator skal leve eller dø. Selvfølgelig skal den leve – kvindegruppen. I mine øjne er det langt mere positivt, at 24 kvinderne ønsker at fortsætte, end at fire ønsker at stoppe. Så med et værdigt nik efterfulgt af et ”está bien” er beslutningen taget. Kvinderne vil tror formentlig, at det er den hvide chef, der har taget beslutningen. Det er det ikke. Det er kvinderne, der har vist viljen til at fortsætte. En krise er løst, og det har styrket projektet. Vi, som danskere, kan se, at der er skabt ejerskab, hvilket er en forudsætning for at fremvirke den berømte bæredygtighed. Bæredygtigheden der på sigt skal gøre kvinderne i stand til selv at sætte nye initiativer i verden, som ikke blot handler om sundhed, men kan være mange andre ting, der kan styrke det samlede billede. Men for at vende tilbage til det egentlige budskab: hvor vanskeligt det er, at intervenere i andre menneskers liv, med en dagsorden der i høj grad tager udgangspunkt i, at de ikke ”gør” det godt nok selv. Og dermed er vi tilbage ved den store udfordring ved at skulle udvikle en ansøgning til Danida. Hvordan tilrettelægger man et stykke arbejde, der rækker mere en fem år frem i tiden, så der tages hensyn til både donorkrav, men i endnu højere grad også de mennesker, der skal involveres i projektet her i Bolivia. De mennesker som vi håber med tiden kan få et anderledes liv, hvor det basale kan blive lidt lettere tilgængeligt. Det er det der har været den største drivkraft i arbejdet for at sikre fem år mere til projektet i San Lucas. Men det har taget tid, og også en del kræfter. Frustrationer og bekymringer har der også fulgt med. Selvfølgelig også glæder – specielt når vi engang imellem har fået et af de små fingerpeg om at det går den rigtige vej, både for projektet og bolivianerne. Nu venter vi. Den 9. juni 2010 er den store dag, hvor Styrelsen i Danida mødes og et af punkterne, hedder San Lucas projektets fremtid. Hvad enten tommelen kommer til at vende op eller ned, så bliver fantastisk at få vished. Men et er sikkert – bliver det op, så skal det fejres og lur mig, om der ikke også er et par bolivianere, der bliver glade. Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!

Af Jonas, 3. marts 2010, Sucre

Nogle gange går det bare ikke, som man regner med og slet ikke i Bolivia. Tirsdag den 2. marts 2010 lignede på forhånd en stille og rolig dag i San Lucas. Det blev det egentlig også til at starte med. Jeg havde planlagt, at få styr på efterveerne fra min seneste tur til La Paz. Få skrevet referater fra alle de turbulente møder, jeg havde derinde. Få sat mine papirer i orden og til sidst forberede mig på den tur til Sucre, jeg havde planlagt den følgende dag. Onsdag morgen skulle vi holde personalemøde med de ansatte, og efter frokost var det så min plan at køre til Sucre, hvor jeg havde en aftale på skattekontoret, der skulle afslutte en lang og besværlig bopælshistorie for IMCC. Men sådan gik det ikke.

Det startede ellers fint. Med en  kat på skødet, en på hovedet og kaffe ved hånden i det røde køkken fik jeg skrevet mine referater og ordnet papirerne. Jeg skrev en ansøgning, jeg skulle bruge i Sucre, og greb chance til at tage et bad, da vandhanens stråle tilkendegav at vandtrykket var tilstrækkeligt til at sende varmt vand gennem systemet. Det sidste af eftermiddagen brugte jeg på at færdiggøre et indlæg til vores hjemmeside, hvor jeg, som det nærmest er blevet tradition, sendte et par kugler af sted mod Danida og den skepsis der truer med at lukke vores projekt til næste år. Da Helene kom hjem, satte vi tomatsuppen i gang. Vores ansatte Vicky kom til vinduet og bankede på. Både hende og hendes datter Paola var blevet syge, og hun ville gerne låne lidt penge til noget medicin til den lille. Vi bød på suppe, og hun ville lige gå på apoteket og så komme tilbage og få en skålfuld. Alt sammen meget almindelig tirsdagsagtigt i San Lucas. Vi satte os til bords med Nete og Peter og lidt efter dukkede Vicky også op med en feberramt Paola, der dog havde overskud til at sende paponkel Jonas et stort grin henover bordet. Det er nemlig det vi kan. Jeg taler stadig halvdårligt spansk, og Paola taler stadig et sprog som kun hun forstår, men hun er jo også kun et halvt år. Så vi griner til hinandenJ

Snakken går omkring bordet, og suppen glider ske for ske ned i maverne. Så sker det, som så ofte sker i Bolivia. Det hele vender på en tallerken og al den planlægning, man har gjort så meget ud af falder på gulvet som et kinesisk testel, og går i flere stykker end man kan overskue at tælle til.

Vicky opfanger, at jeg skal til Sucre næste dag og spørger om jeg ved, at der skal være blokade. Øhhh nej. Det var jeg ikke lige klar over. Situationen er den, at den bolivianske regering for nogle år tilbage har vedtaget en lov, der forbyder bilister at være berusede, når de sidder bag rattet. Indtil nu har det ikke været noget problem, da politiet ikke har håndhævet loven. Nu skal loven strammes, og her er der ikke tale om en klippekortsordning, som vi kender det fra Danmark. Hvis man bliver taget beruset bag rattet, så ryger kørekortet prompte. Det skal med til historien, at det i Bolivia er stort set umuligt at køre bil uden kørekort, da man skal vise kortet ved de kontrolposter, der ligger for ca. hver 50 kilometer på de bolivianske landeveje. Og hvad så? Ja det er der selvfølgelig en masse bus- og lastbilchauffører, der er skide sure over. For hvem gider sidde bag et rat dag ud og dag ind, når man ikke kan have en lille skid på samtidig? Tilsyneladende ikke særlig mange for de højtærede chauffører har da besluttet at lukke landet ned i to dage i protest mod, at de ikke må køre rundt i beruset tilstand. I sig selv en udmærket beslutning, da der så ikke er fare for at blive pløjet ned af en fuld bolivianer i en bus uden bremser i to dage, men for mig temmelig problematisk, da de motorejende chauffører i de to dage har tænkt sig at parkere deres faldefærdige køretøjer på tværs af vejen.

Så værsgo. Jeg var lige ved at tabe skeen med tomatsuppe i skødet da sandheden gik op for mig. Hvis jeg ville nå min aftale i Sucre, havde jeg en fem-seks timer til at flytte mit danske korpus de 200 kilometer der er til Sucre. Lynpakning, og så ind i bilen og af sted. Fire timer på de bumpede veje i bulderragende mørke var, hvad der ventede forude.

I sidste øjeblik besluttede jeg at tage en anden bil end planlagt, hvilket resulterede i, at jeg efter fire timers dødskørsel for at nå til Sucre inden lastbilerne begyndte at holde på den forkerte led af vejen, måtte vække vores kære husvært Isabel, fordi jeg havde efterladt mine nøgler i den bil, jeg først havde tænkt mig at køre i. ”Hroonas que ha pasado”. Jonas hvad er der sket, var reaktionen, da en søvndrukken Isabel åbnede gadedøren efter at jeg havde holdt dørklokken i bund i fem minutter. Og klokken var jo kun halv to tirsdag nat. Men ja – blokader åbner mange døre, og det endte med at Isabel gav en længere undskyldning på bolivianernes vegne, for hvad ligner det egentlig at blokere vejene, så de stakkels uvidende gringos skal ud på farlige natlige køreture. Så Isabel låste mig ind og lovede ikke at forstyrre næste morgen, så jeg kunne sove ud.

En helt almindelig dag i Bolivia har endnu engang sprængt alle rammer for, hvad fantasien på forhånd havde kunnet præstere. Og jeg elsker det!!!

Indlægget jeg brugte eftermiddagen på fortjener selvfølgelig også at se dagens lys, så hvis læseren ikke er slidt ned, er der lidt danske frustrationer at hente i nedenstående.

Fine vandrestøvler og slidte sorte sko

Af Jonas, 2. marts 2010, San Lucas

Lad mig med det samme understrege, at alt hvad der i nedenstående kan fortolkes som en bitter mands udsagn blot er udtryk for frustrationer og på ingen måde et forsøg på at klandre nogen for noget. Vilkårene er som de er, og jeg er overbevist i min tro på, at ingen af de mennesker jeg møder gennem mit arbejde bevidst modarbejder IMCC projektet og de målsætninger, vi forsøger at opnå gennem vores tilstedeværelse i Bolivia.

Og hvad er det så med den tilstedeværelse. Ja – det er hverken gået være eller bedre end, at vores donor og indirekte arbejdsgiver Danida stille og roligt gennem de sidste 10 år har ændret strategien for den måde, hvorpå den danske udviklingsbistand skal administreres. Den flittige læser af indlæggene på denne side har formodentlig også allerede for længe siden fornemmet, at denne strategiændring har et indbygget dilemma. Strategien, Civilsamfundsstrategien, er den overordnede ledetråd for den danske udviklingsbistand. Strategien (se mere på http://www.netpublikationer.dk/um/9217/index.htm) er udarbejdet i 2000 og altså ikke en ny giraf for danske udviklingsorganisationer herunder IMCC. Hvad er det så, der kendetegner en giraf? Lang hals, lange ben og øjnene delvist placeret på siden af hovedet. Fra barndommen af er vi alle sikkert blevet indprentet dyrenes ABC, og her vil enhver flittig skoleelev sikkert nikke genkendende til, at der må være en del som en giraf overser på sin færd over savannen. Det kunne være små dyr, som for giraffen ikke umiddelbart har den store betydning, og derfor ikke er med til at få det store billede til at hænge sammen. Små dyr som giraffen måske kommer til at træde ned på sin vej, og derfor utilsigtet knuser med sine tunge hove. Eller måske dyr, der fra giraffens imponerende højde er usynlige, og derfor virker fuldstændig ubetydelige for det store dyr.  Her skal det selvfølgelig også nævnes, at giraffen som en gigantisk planteæder formodentlig ingen hensigt har om at skade de små dyr, der drøner rundt på jorden for at sikre overlevelse. Alligevel kan det jo ske at giraffen jokker i spinaten – om man så må sige – og kværner et lille uskyldigt offer i sin majestætiske fremtoning, med mangel på følelse for de små ting, der foregår i jordhøjde. Og hvad så? Skal man så skyde giraffen noget i skoene for ikke at have den totale følelse med hvad der foregår omkring den? Ja og nej! For samme dag som jeg skriver dette, og ved tilfældighedernes sammentræf, er der kommet nye folk på pinden.

De nye chefer hedder Lene Espersen og Søren Pind. Sidstnævnte har i løbet af den forgangne uge nået at udråbe sig selv til frihedsminister, hvilket jeg selvfølgelig er mere end almindelig spændt på at se, hvad dækker over. Hvis det er frihed for folket, så er der jo i bund og grund ikke tale om en nyhed idet, at vores regering siden den famøse Muhammed-krise ikke er gået af vejen for at bakke op om en uindskrænket ytringsfrihed, der giver alle mennesker på kloden retten til at udtale sig ubegrænset og respektløst om hinanden i ytringsfrihedens navn. Selvfølgelig undtaget diverse Imamer, der, når de åbner munden, stadig bliver betragtet som afskyelige fundamentalister, med det altoverskyggende mål at destruerer ”vores” uovervindelige vestlige civilisation. For mit vedkommende håber jeg jo mest af alt på en Søren Pind, der har lysten til at rejse. Se hvor pengene havner og derefter være med til at tage stilling til, hvilke steder de i fremtiden skal lande som guldklumper.

Og hvilken pind sidder vi så på hernede i det smukke Bolivia? En pind hvor der selvfølgelig er plads til at vores nye ministre kan komme forbi og sidde og hakke lidt korn ved selvsyn. Det ville utvivlsomt være en stor fornøjelse at se dem alle i San Lucas, og så ville det jo efterfølgende heller ikke være muligt at skyde dem deres manglende indsigt i skoene, hvis vores projekt skulle gå hen og få dødsstødet. Men sådan går det nok desværre ikke. I ydmyghedens navn må jeg jo nok erkende, at vores projekt er en dværg blandt kæmper, og derfor nemt overses i mængden, hvor de store nyder godt af synlighed og deraf medfølgende indflydelse. Med et årligt budget, der langtfra kan konkurrere med en gennemsnitlig direktørløn i Danmark, er vi formodentlig ikke den NGO, der tænkes på først, når de danske udviklingsbosser drikker kaffe. Vi er en lille og derfor også ydmyg størrelse. Bevidste om at vores eksistens hvert femte år er truet af lukning, hvis vi ikke er vores opgave voksen. Af samme grund kæmper vi også hver dag for vores eksistens. Blandt andet gennem indlæg som dette, men også ved konstant at forsøge at tilpasse vores projekt, så det både virker her i Bolivia og samtidig efterlever de retningslinjer, der løbende ændres hjemme i Danmark.

Men skulle giraffen skydes noget i skoene? Til dels. Fra min stol er projektets trussel, at det simpelthen bliver overset i den glidende strøm af fantastiske udviklingsideer, der på skift dominerer debatten om, hvordan den tredje verden skal reddes ud af suppedasen. San Lucas projektet risikerer at drukne i denne strøm, da det som et lille projekt har svært ved at markere sig i det store billede. Samtidig kan man sige at vi i øjeblikket svømmer en smule mod strømmen, da den tidligere omtalte civilsamfundsstrategi over en årrække har lagt større og større vægt på hjælp til selvhjælp. Her er vi kommet lidt i klemme, da hjælp til selvhjælp dækker over, at der skal ydes økonomiske støtte til partnere i syd som så selv skal udarbejde, monitorere og evaluere projekter, der skal opbygge udviklingslandene. Det betyder, at vores danske tilstedeværelse med personale ikke passer super godt ind i strategien, og det har Danida sat fingeren på, da dialogen om en projektforlængelse startede for et års tid siden. Her er det efter min mening så, at udviklingsgiraffen skal være i stand til at bevare overblikket og betragte forskellige projekter i den kontekst de fortjener at blive betragtet i.

Som jeg også tidligere har givet udtryk for på denne side, så er civilsamfundet temmelig svagt og også forholdsvis ustabilt i San Lucas, hvilket betyder, at de danske udsendte fungerer som de faste holdepunkter for projektet samtidig med, at projektets aktiviteter søger at opbygge bæredygtige strukturer i det bolivianske samfund, der i fremtiden kan fortsætte den udvikling, som IMCCs danske udviklingsprojekt har skabt grundlaget for.

Det hedder bæredygtighed. At et projekt kan bære sig selv, også når donoren forsvinder. Det er målet. Man kan måske hæve sig så højt som at kalde det drømmen. Ikke fordi at drømme sjældent går i opfyldelse, men fordi glæden ved at se tegn på bæredygtighed for projektets aktiviteter varmer en indeni på samme måde som, når en drøm går i opfyldelse. Det er derfor vi er her, og det er det vi brænder for – bæredygtighed. Vi er ikke på oplevelsesrejse som udviklingsturister, men hernede med en kynisk målsætning om at opbygge strukturer, der kan fungere af sig selv i civilsamfundet, når vi ikke længere skal være her.

”Hey you – ambulance guy. How are you doing. Haven’t seen you for a while”. Ja, hvem tales der mon til. Så ment overtegnede, der I kraft af sin egenskab som legal repræsentant er blevet rodet ind i et sandt ambulanceeventyr. Et ægte eventyr, hvor tre ambulancer må så grueligt meget igennem. Kæmpe mod onde ånder, drager, trolde, uvejr, utilregnlige modtagere og flade batterier, inden gringoprinsen i sin hvide Land Cruiser redder alle trådene ud til sidst. Så smukt og eventyrligt har det selvfølgelig ikke været, men det har reddet mig et ry på en hyggelig bar i La Paz som the Ambulance Guy!!! At blive identificeret med fastkørte ambulancer, var ikke just det jeg forestillede mig, da jeg forlod Danmark for et års tid siden. Der havde jo nok mere set frem til noget med vandrestøvler i bjergene for at trænge frem til afsondrede områder, hvor der skulle gennemføres kursusaktiviteter. I stedet har jeg ført mig frem i jakkesæt på de bonede gulve med en stor portion uvidenhed. Alligevel er ambulancerne et godt symbol på, hvorfor vi som danskere selvfølgelig skal være her, men også et godt eksempel på, at vi stadig er et stykke fra drømmen, hvor bolivianerne kan videreføre et udviklingsprojekt. Med al respekt for de mennesker jeg omgives af i dette smukke land. De ambulancer var med stor sandsynlighed aldrig kommet frem til dem, der har brug for dem uden den danske tilstedeværelse. I stedet var de enten strandet på et tilfældig værksted eller blev spist op af korruptionens lejesvende på vej gennem systemet.

Mine vandrestøvler har det fint, men mine sorte sko der akkompagnerer mit jakkesæt er til gengæld ved at være slidt ned, hvilket fint illustrere styrkeforholdet mellem kontorarbejde og min tilstedeværelse på landet på det sidste. Samtidig illustrerer det også at arbejdsfordelingen mellem danskere og bolivianere er korrekt herovre. Danskerne binder de administrative ender sammen og skaber grundlaget for, at projektet kan fungerer. Bolivianerne – de arbejder med projektets målsætninger og gennemfører aktiviteter, der har til formål at forbedre sundhedstilstanden i indsatsområdet. Hvis man skal bruge de fine ord, så er det danskerne der kapacitetsopbygger civilsamfundet og civilsamfundsorganisationerne herovre, så bolivianerne får redskaberne til at forbedre sundhedsforholdene gennem egen indsats på en række forskellige områder.

Nå, men virker det så? Poco a Poco – lidt efter lidt. Det sker fremskridt og specielt i civilsamfundet begynder der at kunne ses tegn på en øget organisering med baggrund i et ønske om en forbedret sundhed for landbefolkningen. Det er bæredygtighed. Og hvordan skal det så belønnes? Det får vi svar på den 12. maj, når Danidas styregruppe slår hovederne sammen og lader millionerne strømme ud over den 3. verden.

Civilsamfundsstrategien er klar i spyttet, partnere i syd skal implementere udviklingsbistanden i fremtiden, så med mindre strategien revideres på et tidspunkt, ser det sort ud for IMCCs arbejde i San Lucas. Så spørgsmålet er derfor: skal civilsamfundsstrategien bremse projektet eller skal projektet bremse civilsamfundsstrategien?

Fortsættelse følger….

Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!

Evaluering. Et buzzword i mange sammenhænge. En vigtig del af vores arbejde. Vi evaluerer meget. Tænker, taler, diskuterer, skriver ned og forsøger gennem dialog med hinanden, vores ansatte og projektets partnere at tilpasse indsatsen, så den giver de ønskede resultater og forhåbentlig opbygger civilsamfundet til i fremtiden at kunne udvikle Bolivia i en positiv retning.

Vi har nu været i Bolivia i 8 måneder og er dermed godt og vel halvvejs i vores kontraktperiode, og dermed er det vel passende at lave en lille evaluering. De følgende linjer vil derfor genopfriske nogle af højdepunkterne, der er passeret forbi siden juni måned.

Det største… Det hele har været det største. Spændet mellem det bureaukratiske arbejde iført jakkesæt i La Paz for en uge efter at sidde på et klippefremspring fem timers kørsel fra den nærmeste stikkontakt og se solen gå ned over Pirhuani er ubeskrivelig fantastisk. Samtidig betyder berøringen med det hårde liv som bolivianerne lever i vores indsatsområde, at man ikke kan undgå at reflektere en hel masse over den ulige verden vi lever i. Af samme grund er det også fantastisk at få de månedlige pusterum i Sucre, hvor storbyen omkranser en med alt fra gode restauranter til lysreguleringer.

Kontorets nye yndling

Tragisk var det, da Elio til Sidsel og Philipps afskedsfest kom hjem fra kursus i Huañumilla. Efter at have kørt som død og helvede på de elendige veje måtte han opleve, at en kvinde udåndede på gulvet i bilen blot 10 minutter fra Hospitalet i San Lucas. Fødselskomplikationer med stærke blødninger til følge tog livet af en kvinde, der efterlod sig syv børn, den yngste blot et par dage gammel. Et bedre sundhedstilbud havde reddet hendes liv, men den barske virkelighed betød, at en børneflok mistede deres mor, og at en lille pige fik en voldsom start på livet.

Det kan man ikke se på Paola, når hun sidder og hopper i sin babystol på vores kontor. Vores ansatte og barnløse ansatte, Vicky, valgte at adoptere den lille pige – den enes død den andens brød. Det tragiske blev til det lykkelige, og det har været stort at følge med på sidelinjen, mens både Paola og Vicky er vokset sammen som mor og datter nu engang gør.

Det bureaukratiske Bolivia

Bureaukratiet er et kapitel for sig. De grå hår blomstrer lystigt på siderne af mit hoved, og gødningen til denne aldrende proces har utvivlsomt for en stor dels vedkommende været den uendelige række af problemer, som det bolivianske system i en uendelighed opfinder. Et land der vil udvikles og en befolkning, der behøver modarbejdes af regler, love og forordninger, der til tider for systemet til at skyde sig selv i foden med den konsekvens at vigtige processer går fuldstændig i hårdknude. Hertil kommer så den, set udefra, stigende nepotisme i det politiske system, hvor partiet MAS med held udskifter store dele af statsapparatet med partisoldater, der har til opgave at sikre magten til MAS i fremtiden. For os som NGO er den i bund og grund fuldstændigt ligegyldig fra hvilken politisk fraktion vores partnere kommer, derunder også de embedsmænd vi skal samarbejde med i de forskellige offentlige organisationer. Problemet opstår til gengæld når MAS folk tildeles embeder efter fortjeneste og ikke efter evne. Når man lige pludselig sidder overfor personer, der ikke har hverken indsigt i eller interesser for de problemer, der skal løses, så bliver bakken der skal bestiges hurtigt til et velvoksent bjerg. Bjerge tager tid at komme over, og det koster kræfter – specielt i den tynde bolivianske bjergluft. Men når man så kommer over på den anden side – sejrer, og har overvundet det uovervindelige, så oplades de menneskelige batterier med fornyet styrke, så der er krudt til de næste problemer.

Den første del af vores ophold har derfor efterhånden også gjort det klart, at problemerne ikke kan løses endegyldigt. De kommer som perler på en snor, og til tider falder de som haglbyger. Vores arbejde er at være klar, når de opstår og hele tiden sørge for at vores organisation er på omgangshøjde med den urimelige række af krav, der stilles fra de bolivianske myndigheder.

Med denne ”beskyldning” skal der selvfølgelig følge et eksempel. For at arbejde i Bolivia skal IMCC have en samarbejdsaftale med den bolivianske stat. Denne forhandles med og udstedes af det bolivianske udenrigsministerium i La Paz og skal forhandles hvert 3. år. Vores nuværende aftale udløber i april 2010 og vi er derfor i fuld gang med forarbejdet til dette. Forarbejdet går primært ud på at fremskaffe en lang række af forskellige dokumenter, som alle skal forsynes med en lang række stempler. Det frustrerende er, at samtlige dokumenter allerede befinder sig i det bolivianske udenrigsministerium, da de er afleveret i andre sammenhænge, men som alle jo nok kan forstå skal hver sag have sin egen mappe fyldt med originale papirer, og derfor kan vi altså ikke bare tage en fotokopi. Vi skal i alt bruge 4 dokumenter fra Danmark. Proceduren er, at de først skal legaliseres på det danske udenrigsministerium i København, hvilket koster en pæn slat. Derefter skal de stemples på den bolivianske ambassade i København, hvilket koster en endnu pænere slat. Så skal de sendes med kurer, da postgangen mellem Danmark og Bolivia er fuldstændig upålidelig, og derfor kun egner sig til babysko og lamasweatre. Kureren koster en forholdsvis stor slat. Når så dokumenterne endelig når frem til La Paz, ja så er der selvfølgelig ingen der tror på indholdet før det bolivianske udenrigsministerium i La Paz har sagt god for, at stemplet fra den bolivianske ambassade i Købehavn, der siger god for stemplet fra det danske udenrigsministerium i København, er ægte. For denne lille ydelse tager de sig betalt med en ikke uvæsentlig slat. Ja og hvad skal det så gøre godt for, at et ganske almindeligt og overstemplet A4 ark får en værdi af ca. 250 USD. Det er selvfølgelig for at ingen skal være i tvivl om, at IMCC Ulands forkvinde, Mette, er den hun giver sig ud for at være. En helt almindelig folkesundhedsvidenskabsstuderende fra det lille land langt mod øst. En omkostelig affære der selvfølgelig skal gentages igen til juli, når Nicola ankommer fra Danmark og skal overtage det ærefulde hverv som legal repræsentant.

Gaver er svære at gi’

Ja og helt slut er det selvfølgelig ikke med bureaukratiet, da vi også lige skal et smut om de berømte og berygtede ambulancedonationer, der har fyldt meget i den tid Helene og jeg har været på projektet. Adskillige ture til Sucre og også en enkelt rejse til La Paz har været nødvendig for at afklare, hvad det egentlig var der var problemet i forhold til at gennemføre donationen af projektets tre gamle biler, der alle er ombygget til ambulancer. Det viste sig til sidst, at problemet var, at det bolivianske udenrigsministerium slet ikke var klar over, at det ikke var dem, der skulle autorisere/tillade donationerne. Tilsyneladende bad udenrigsministeriet om alskens mærkelig dokumentation, mens der blev trådt vande blandt kontorkongerne i La Paz.  Til sidst blev det klart ved et møde med departementschefen, at beslutningen overhovedet ikke lå i udenrigsministeriet men derimod sundhedsministeriet. Her var vi så heldige, at vores ansøgning landede oveni valgkampen, så ministeren ikke havde tid til at skrive den ministerielle tilladelse under, da han havde travlt med at farte land og rige rundt for at gafle stemmer. Så det gik hverken værre eller bedre end, at vi først fik tilladelsen i hånden i overlappet i januar måned 2010, hvorefter vi så kunne starte donationsprocessen i samarbejde med de tre respektive kommuner, der skulle modtage. Status lige nu er, at to ambulancer er sluppet gennem nåleøjet, og kun San Lucas Hospital mangler at få ordnet de sidste papirer.  Men lærerigt har det været og der kan derfor tilføjes adskillige kapitler til IMCCs bugnende arkiv, så det måske i fremtiden bliver lidt nemmere at give noget væk i San Lucas.

Der hvor det sker

Projektets aktiviteter afvikles på en del af sundhedsposterne i San Lucas Kommune. Geografisk er disse placeret langt fra den verden vi kender. Uden lys, vand og vej lever en stor del af indbyggerne i vores indsatsområde, og det har været helt utroligt at få et indblik i livet, som det ser ud på landet i San Lucas. Der har været mange fantastiske øjeblikke, og den gæstfrihed og taknemmelighed som vi er blevet mødt med har været med til at sætte streg under, at projektet både virker og respekteres blandt landbefolkningen. Men besøgene har samtidig også understreget, hvor stort behovet for hjælp er. En meget lav organisering af civilsamfundet, kombineret med et stærkt begrænset uddannelsesniveau og et utilfredsstillende sundhedstilbud fra myndighederne betyder, at landbefolkningen lever under forhold, der leder tankerne hen på Danmark for flere hundrede år siden. Udviklingen er i gang og dag for dag bliver forholdene bedre, men der er uden tvivl forsat brug for den danske tilstedeværelse i San Lucas.

Fem år mere?

Dette bringer mig frem til efterårets uden tvivl største hovedpine. Får vi forlængelse? Inden Helene og jeg forlod Danmark var vi med til at tage en beslutning om, at der skulle søges en femårig forlængelse. Beslutningen blev taget på baggrund af vores midtvejevaluering, der blev udført af en ekstern konsulent. Indtil da havde planen været nedlukning, og der var gennem længere tid blevet arbejdet på at opstarte et nyt projekt et andet sted i Bolivia. Men evalueringens anbefalinger lagde sammen med grundige overvejelser i boliviagruppen grunden for, at skuden blev vendt og sigtekornet indstillet på en forlængelse. I første omgang var planen at aflevere ansøgningen i september 2009, men beskeden fra Danida lød, at de tidligst kunne tage stilling til ansøgningen i foråret 2010. Det betød, at planerne om at få en konsulent til at skrive forlængelse blev lagt på is, og i stedet blev det besluttet, at dokumentet skulle skrives i Bolivia. Processen varede godt og vel et halvt år, og føltes i lange perioder som at stå med ryggen mod muren. I den indledende fase modtog vi meget negative signaler fra både Danida og vores kollegaer i Danmark. Beskeden var klar. Der kunne ikke gives penge til en videreførelse af vores nuværende projektaktiviteter. Civilsamfundsstrategien fra 2001, som den danske udviklingsstøtte er tilrettelagt efter, fodrer en større inddragelse af civilsamfundet, samt et stærkt partnerskab med civilsamfundsorganisationer i syd. Hvad gør man så, når man står i et land med et nærmest ikke eksisterende civilsamfund, der er hårdt presset, og hvor folk bruger alle kræfter på blot at overleve? Man tænker nyt. Vi har aldrig været i tvivl om, at der fandtes et behov for at forbedre sundhedstilstanden i vores indsatsområde, men med krav om en øget inddragelse af civilsamfundet for at sikre bæredygtigheden, blev hovederne lagt i blød.

I samarbejde med de partnere IMCC allerede har i civilsamfundet gik vi i gang med at udtænke nye aktiviteter, der alle var fokuseret på at styrke partnerne, så de efter fem år selv ville være i stand til at videreføre sundhedsfremmende tiltag.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har trykket på mit tastatur gennem det halve år, det tog at skrive dokumentet, men slut resultatet fylder 30 sider og blev sendt over Atlanten 1. februar 2010. 12. maj skal Danidas styregruppe tage stilling til, hvorvidt IMCC Uland forsat skal være til stede i San Lucas Kommune. Så vi venter spændte og håber blot, at Danida belønner den indsats, vi har gjort for at omstrukturere projektet.

Alle de små ting

Så er der jo også alle de små oplevelser, der er værd at huske tilbage på. I januar var vi til vores ansatte Elios datters fødselsdag. Lille Damaris fyldte fem år, hvilket blev fejret på ægte boliviansk maner. Udenfor det lejede festlokale var der, som det hør og bør sig, opstillet en trampolin. Indenfor blev vi mødt af et overdådigt kagebord i alle regnbuens farver, og et børnebordsarrangement, der ville få en børnefødselsdag på McDonalds til at blegne, fyldte rummet. De voksne var henvist til stole langs væggene, hvor traditionen foreskriver, at man blot skal sidde og betragte de små poder. Som kom klovnen. Han skulle underholde og afvikle forskellige lege, der alle havde det formål, at børnene skulle have præmier og fødselsdagsbarnet skulle selvfølgelig sejre.  Komisk og upædagogisk var det da også at se Damaris komme sidst i mål i sin alt for stramme kjole og spidse guldsko, men alligevel blive hyldet som sejrherre. Efter en times klovnerier var det så blevet tid til Damaris liv som powerpointshow med tilhørende musik. Herefter er resten af fødselsdagen en smule omtåget for mit vedkommende. Den alt for voldsomme bas på musikken betød at en højtaler på størrelse med en mellemstor flyttekasse løsnede sig fra væggen og styrtede lige ned i knolden på undertegnede og sygehuschefen fra hospitalet i San Lucas, der også var inviteret til fødselsdagen. Det gjorde ondt og det var også en noget brødebetynget Elio, der sagde farvel, da vi efter kage og varm chokolade satte kursen hjemad.

Bolivianerne er nogle anderledes, men også dejlige mennesker, der ikke går af vejen for danske selskabslege. Af samme grund tales, der også stadig om den dramatiske ølstafet på pladsen i 2007, hvor det danske hold efter hård kamp kunne trække sig ud som vindere. Dette fik i øvrigt den daværende udsendte Rune til af sine lunges fulde kraft på spansk at råbe: ”Vi er kvinderne”, hvilket har en besnærende lighed med: ”Vi er de bedste”. Men skik flyve eller land fly eller hvad det nu er man siger. Til Anders og Lærkes afskedsfest besluttede vi derfor at varme lidt op under selskabet med endnu en omgang af den meget udbredte danske familieforlystelse: Ølstafet! Og et fantastisk øjeblik var det, da den ikke helt slanke sygeplejerske fra hospitalet efter at havde bundet et glas øl og snurret ti gange rundt om sig selv i sikker stil løb direkte ind i den betonkant, der omkranser vores græsplæne, og slog en halv nelson før hun ramte jorden. Med hjælp fra snyd mente bolivianerne, at de havde sikret sejren, men blandt os danskere var der ingen tvivl om, at den moralske sejr lå hos os.

Familiebesøg

Og sådan har vi haft mange sjove oplevelser med bolivianerne. Stort var det også for vores rengøringshjælp Lucia, da Helene og jeg sammen med mine forældre, brødre og vores engelske ven Paul troppede op i hendes hus juleaften medbringende julegave. Vi tænker jo meget i bæredygtighed, så vi havde købt en grisling til Lucia, som hun kunne fede op og avle på i fremtiden. Den blev hun meget glad for, men endnu vildere var det, at hun kunne tælle intet mindre end syv gringos i sin have. Dette måtte selvfølgelig foreviges med et foto, som jeg påtog mig at tage. Da vi viste billedet til Lucia på kameraets skærm begyndte rynkerne at ture frem i panden på hende. Først talte hun gæsterne – syv. Derefter på billedet – seks. Så gæsterne igen – også billedet en gang til. Noget var galt, hvordan kunne der være syv i virkeligheden og kun seks på billedet. Først da jeg forklarede hende, at jeg jo havde stået bag ved kameraet faldt tiøren for den gode Lucia, hvilket udløste et stort tandløst grin. Lucia fik sin julegave, der i øvrigt vokset med fuld fart, og drøner rundt i huset og jagter hendes børn.

Nye og gamle

Halvdelen af tiden er gået, og det betyder også, at vi om et par dage skal sige farvel til Lærke og Anders, der skal hjem til Danmark. I starten af januar kom Nete og Peter, som skal overtage deres pladser på projektet. Det betyder også, at Helene og jeg nu er blevet de ”gamle”, og at vi derfor skal påtage os et større ansvar det næste halve år indtil vi i slutningen af august sætter kursen hjemad. Et halvt år der helt sikkert bliver hektisk, men som også bliver en smule afventende indtil vi får svar på vores forlængelsesansøgning. Hvis det bliver et ja, skal der skrues op for blusset, så alt er klart til den nye fase starter i 2011. Hvis det derimod bliver et nej er det nok slut med IMCC i Bolivia, og derfor skal over 25 års projektarbejde i Bolivia pakkes sammen og lukkes ned. Foråret byder som sagt også på genforhandling af samarbejdsaftaler, hvilket betyder, at jeg allerede om et par dage tager til La Paz for at sætte gang i den proces. Så må tiden vise, hvor mange besøg hos de høje herre i ministerierne der skal til, før vi får vores aftaler i hus.

Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!

Af Jonas – 21. januar, Sucre

Husene, menneskerne, dyrene, bilerne, frugterne og grøntsagerne. Skallen er hård, slidt, barsk og ofte ikke særlig pæn, men indeni gemmer der sig det fantastiske, uventede og smukke, der fortæller historien om et af Sydamerikas hårdest prøvede lande.

Man skal se igennem det yderste lag for at komme ind til det smukke. Man skal ikke dømme på det ydre. Hvor mange gange er man som barn ikke blevet indprentet mantraet om, at det ikke er det ydre, der er afgørende.

For en del år siden stod jeg på en græsk bjergtop og kiggede ud over havet. Stedet lignede en regulær losseplads, hvor det flød med alt fra dåser til brugte bleer. Min første indskydelse til min rejsekammerat var: ”hold kæft hvor er det klamt”. Det skulle jeg nok aldrig havde sagt. Jeg fik en regulær overfusning af min ledsager. Hvordan kunne jeg være sådan en snæversynet indspist tumpe , når nu jeg stod på toppen af et bjerg med den mest fantastiske udsigt over en azurblå lagune på en varm sommerdag. Den dag i dag synes jeg stadig reaktionen var lidt voldsom, men pointen var klar og fes da også ind på lystavlen. Nogen gange skal man lidt længere end til det første indtryk for at opdage det fantastiske.

Hvid eller brun, tyk eller tynd, rig eller fattig, høj eller lav. Kontrasterne er store i Bolivia, og måske er det den menneskelige natur, der betyder, at man oftest først drages af de ting, der fremstår som negative. Jeg kan nok ikke bryste mig af at fremstå som et af historiens mest åbne mennesker. Fordomsfuld er måske et stærkt ord, men en stærk dominerende intuition har jeg nok altid været påvirket af. Af samme grund er det da også en stor udfordring at bo og arbejde i et land, hvor ens fordomme hurtigt kan blive ens værste fjende.

Vi er udstationeret som danskere i Bolivia med en klart defineret målsætning og arbejdsopgave. Der er nedskrevet strategier og indgået kontrakter, der bestemmer, hvad vi skal bruge vores dagligdag på, og det er også forholdsvis tydeligt, hvordan vi skal agere overfor vores samarbejdspartnere i landet. Målet er at fremme sundhedstilstanden i vores indsatsområde i samarbejde, og med respekt for, de mennesker, vi er omgivet af. Men hvad der ikke kan skrives ned og bestemmes på forhånd, er hvordan de mange indtryk, der hver dag rammer os, skal tackles og fordøjes. Vi ér danskere – med sjæl, tanke og hjerte, og det er et personligt anliggende, hvordan man møder det anderledes liv i Bolivia. Men fælles for os alle er, at vi hver dag skal kæmpe med vores fordomme for ikke at fokusere på det negative, der unægtelig popper op, hvor end vi kommer frem.

Hvis livet var en appelsin, handlede det vel om at få skrællen af, dele den i både, piller de bitre hvide strenge af, nyde det saftige og søde kød for til sidst at stå tilbage med de hårde kerner – knase dem og ja… færdigt arbejde.

Bolivia er en appelsin! Skrællen, skallen, facaden, overfladen og det første indtryk skal ofte fjernes før den gode oplevelsen findes indeni. Skrankepaverne står i kø for at blive hædret som de virkelige helte, når de lader en ansøgning passere efter at have gransket den i flere måneder. Kontorchefer lader vide, at de tager ens problemer dybt seriøst og prioritere dem som det allervigtigste for der efter at kyle dem over i stakken af sager, de aldrig har tænkt sig at gøre noget ved. Præsidenter indfører love som på papiret tegner lovende, men glemmer at de uden tilstrækkelig støtte aldrig når frem til dem, der skal have glæde af dem.

Der står vi så. Danske repræsentanter. Som trebenede hunde i et hundredemeter hækkeløb. Så kommer skrællen ind i billedet. Man stikker tommelfingeren i og rykker til. Til tider sviger det lidt under neglen, og hvis skrællen sidder rigtigt godt fast, er man i et kort øjeblik fristet til at give op. Men er man vedholdende og kæmper videre, så kommer gevinsten. Godt nok er nogle appelsiner en smule rynkede, når man først får skrællen af. Ja, måske er det kun et enkelt eller to af stykkerne der smager som man troede, men selv de små sejre kan mærkes.

Sådan er det med den bolivianske appelsin. Hvis man bliver ved med at kæmpe for at få skrællen af dukker de små sejre op. Mennesker man fristes til at hade forvandles til oplevelser, der sætter sig fast for evigt. Små smil bliver til grin og fjendskab ender i samarbejde. Sorg bliver til glæde, larm bliver til musik, forskelle bliver til ligheder og ulykker vendes til fremskridt. Alt sammen i det små, men tilsammen bliver det til en fundament, der holder gejsten oppe, når det ser allermest sort ud.

Og ja – en historie skal selvfølgelig have en pointe. Skrællen er ved at være pillet af mit egentlige budskab. Vi er langtfra alle ens. Der er forskel på brun, gul, sort og hvid, tyk og tynd, dansker og bolivianer og så videre. Barndommens huskekage, om at alle er lige, holder ikke i virkeligheden. Langtfra. Vi er forskellige på alle måder, og nogle mennesker er født til en anden virkelighed end andre. Det er ikke et idealistisk tankespind, men derimod den skinbarlige sandhed. Hvad der derimod ikke er et tankespind er, at vi alle er afhængige af hinanden og dermed også forpligtet til at samarbejde. For under skrællen ligger potentialet for samarbejdet. Samarbejdet er er udgangspunktet for udviklingen. Verdenshistorien fortæller den fulde sandhed om dette. Hvor samarbejdet er blevet prioriteret, er udviklingen sket i en fælles interesse for de involverede parter og har derfor accelereret fremskridt til glæde for disse. Til gengæld fortæller historien også, at hvor udviklingen er forceret og ikke drevet af fælles interesser og bevidsthed, bliver resultatet ofte værre en udgangspunktet.

Og med ordet udgangspunkt er vi ved at have spist appelsinen. Kernen er nået og tanken er bragt til ende. Pointen skal selvfølgelig efterfølges af moralen. Derfor skal den aktuelle bekymring i mit forholdsvis store og dag for dag mere hårløse hoved selvfølgelig også afsløres.

Det tager tid at skrælle en appelsin, hvilket jeg også formoder, at ovenstående har klargjort for læseren, der stadig hænger på. Vi, IMCC, er i Bolivia som en del af den store appelsinskræller, der arbejder for, at landbefolkningen i San Lucas kan komme ind til det søde og fyldige kød. Der hvor alt ikke blot handler om at overleve, men hvor det fælles gode giver glæder for alle. Sammen med bolivianerne arbejder vi for at kanalisere en del af det fælles gode ud til de steder, hvor der virkelig er brug for det.

Med otte års arbejde i San Lucas er der efterhånden ved at være hul på skrællen. Neglen er sat i, og vi er tæt på at kunne trække et stort stykke skræl af appelsinen. Men hvad kan man stille op med en brækket tommelfinger, når man skal skrælle en appelsin. Eller en hånd på ryggen for den sags skyld. Nej – der skal to hænder til at skrælle en appelsin, og i øjeblikket er civilsamfundet i San Lucas den ene og IMCC den anden. To hænder der udfører noget sammen er dårligt tjent med, at den ene pludselig forsvinder. Et fad, eller for den sags skyld en kurv med appelsiner, der holdes af to hænder, vil sandsynligvis havne på jorden, hvis den ene hånd pludselig forsvinder.

Og med det er vi nået til bønnen, der følger moralen, som er underbygget af pointen. Udviklingsarbejde fuldføres ikke på hverken fem eller ti år. Ting tar’ tid, og derfor ansøger vi Danida om en femårs forlængelse af vores projekt i San Lucas. Derfor beder jeg alle jer der læser dette om sammen med alle de andre danskere at give 25 øre om året i de næste fem år, så vi kan fortsætte vores arbejde i San Lucas.

Så kan vi holde fast i den ene side af skålen, mens vi i fællesskab med det bolivianske civilsamfund skæller et par af de hårde appelsiner.

La vida bonita esta por dentro – Det smukke liv findes indeni

Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!

Husene, menneskerne, dyrene, bilerne, frugterne og grøntsagerne. Skallen er hård, slidt, barsk og ofte ikke særlig pæn, men indeni gemmer der sig det fantastiske, uventede og smukke, der fortæller historien om et af Sydamerikas hårdest prøvede lande.

Man skal se igennem det yderste lag for at komme ind til det smukke. Man skal ikke dømme på det ydre. Hvor mange gange er man som barn ikke blevet indprentet mantraet om, at det ikke er det ydre, der er afgørende.

For en del år siden stod jeg på en græsk bjergtop og kiggede ud over havet. Stedet lignede en regulær losseplads, hvor det flød med alt fra dåser til brugte bleer. Min første indskydelse til min rejsekammerat var: ”hold kæft hvor er det klamt”. Det skulle jeg nok aldrig havde sagt. Jeg fik en regulær overfusning af min ledsager. Hvordan kunne jeg være sådan en snæversynet indspist tumpe , når nu jeg stod på toppen af et bjerg med den mest fantastiske udsigt over en azurblå lagune på en varm sommerdag. Den dag i dag synes jeg stadig reaktionen var lidt voldsom, men pointen var klar og fes da også ind på lystavlen. Nogen gange skal man lidt længere end til det første indtryk for at opdage det fantastiske.

Hvid eller brun, tyk eller tynd, rig eller fattig, høj eller lav. Kontrasterne er store i Bolivia, og måske er det den menneskelige natur, der betyder, at man oftest først drages af de ting, der fremstår som negative. Jeg kan nok ikke bryste mig af at fremstå som et af historiens mest åbne mennesker. Fordomsfuld er måske et stærkt ord, men en stærk dominerende intuition har jeg nok altid været påvirket af. Af samme grund er det da også en stor udfordring at bo og arbejde i et land, hvor ens fordomme hurtigt kan blive ens værste fjende.

Vi er udstationeret som danskere i Bolivia med en klart defineret målsætning og arbejdsopgave. Der er nedskrevet strategier og indgået kontrakter, der bestemmer, hvad vi skal bruge vores dagligdag på, og det er også forholdsvis tydeligt, hvordan vi skal agere overfor vores samarbejdspartnere i landet. Målet er at fremme sundhedstilstanden i vores indsatsområde i samarbejde, og med respekt for, de mennesker, vi er omgivet af. Men hvad der ikke kan skrives ned og bestemmes på forhånd, er hvordan de mange indtryk, der hver dag rammer os, skal tackles og fordøjes. Vi ér danskere – med sjæl, tanke og hjerte, og det er et personligt anliggende, hvordan man møder det anderledes liv i Bolivia. Men fælles for os alle er, at vi hver dag skal kæmpe med vores fordomme for ikke at fokusere på det negative, der unægtelig popper op, hvor end vi kommer frem.

Hvis livet var en appelsin, handlede det vel om at få skrællen af, dele den i både, piller de bitre hvide strenge af, nyde det saftige og søde kød for til sidst at stå tilbage med de hårde kerner – knase dem og ja… færdigt arbejde.

Bolivia er en appelsin! Skrællen, skallen, facaden, overfladen og det første indtryk skal ofte fjernes før den gode oplevelsen findes indeni. Skrankepaverne står i kø for at blive hædret som de virkelige helte, når de lader en ansøgning passere efter at have gransket den i flere måneder. Kontorchefer lader vide, at de tager ens problemer dybt seriøst og prioritere dem som det allervigtigste for der efter at kyle dem over i stakken af sager, de aldrig har tænkt sig at gøre noget ved. Præsidenter indfører love som på papiret tegner lovende, men glemmer at de uden tilstrækkelig støtte aldrig når frem til dem, der skal have glæde af dem.

Der står vi så. Danske repræsentanter. Som trebenede hunde i et hundredemeter hækkeløb. Så kommer skrællen ind i billedet. Man stikker tommelfingeren i og rykker til. Til tider sviger det lidt under neglen, og hvis skrællen sidder rigtigt godt fast, er man i et kort øjeblik fristet til at give op. Men er man vedholdende og kæmper videre, så kommer gevinsten. Godt nok er nogle appelsiner en smule rynkede, når man først får skrællen af. Ja, måske er det kun et enkelt eller to af stykkerne der smager som man troede, men selv de små sejre kan mærkes.

Sådan er det med den bolivianske appelsin. Hvis man bliver ved med at kæmpe for at få skrællen af dukker de små sejre op. Mennesker man fristes til at hade forvandles til oplevelser, der sætter sig fast for evigt. Små smil bliver til grin og fjendskab ender i samarbejde. Sorg bliver til glæde, larm bliver til musik, forskelle bliver til ligheder og ulykker vendes til fremskridt. Alt sammen i det små, men tilsammen bliver det til en fundament, der holder gejsten oppe, når det ser allermest sort ud.

Og ja – en historie skal selvfølgelig have en pointe. Skrællen er ved at være pillet af mit egentlige budskab. Vi er langtfra alle ens. Der er forskel på brun, gul, sort og hvid, tyk og tynd, dansker og bolivianer og så videre. Barndommens huskekage, om at alle er lige, holder ikke i virkeligheden. Langtfra. Vi er forskellige på alle måder, og nogle mennesker er født til en anden virkelighed end andre. Det er ikke et idealistisk tankespind, men derimod den skinbarlige sandhed. Hvad der derimod ikke er et tankespind er, at vi alle er afhængige af hinanden og dermed også forpligtet til at samarbejde. For under skrællen ligger potentialet for samarbejdet. Samarbejdet er er udgangspunktet for udviklingen. Verdenshistorien fortæller den fulde sandhed om dette. Hvor samarbejdet er blevet prioriteret, er udviklingen sket i en fælles interesse for de involverede parter og har derfor accelereret fremskridt til glæde for disse. Til gengæld fortæller historien også, at hvor udviklingen er forceret og ikke drevet af fælles interesser og bevidsthed, bliver resultatet ofte værre en udgangspunktet.

Og med ordet udgangspunkt er vi ved at have spist appelsinen. Kernen er nået og tanken er bragt til ende. Pointen skal selvfølgelig efterfølges af moralen. Derfor skal den aktuelle bekymring i mit forholdsvis store og dag for dag mere hårløse hoved selvfølgelig også afsløres.

Det tager tid at skrælle en appelsin, hvilket jeg også formoder, at ovenstående har klargjort for læseren, der stadig hænger på. Vi, IMCC, er i Bolivia som en del af den store appelsinskræller, der arbejder for, at landbefolkningen i San Lucas kan komme ind til det søde og fyldige kød. Der hvor alt ikke blot handler om at overleve, men hvor det fælles gode giver glæder for alle. Sammen med bolivianerne arbejder vi for at kanalisere en del af det fælles gode ud til de steder, hvor der virkelig er brug for det.

Med otte års arbejde i San Lucas er der efterhånden ved at være hul på skrællen. Neglen er sat i, og vi er tæt på at kunne trække et stort stykke skræl af appelsinen. Men hvad kan man stille op med en brækket tommelfinger, når man skal skrælle en appelsin. Eller en hånd på ryggen for den sags skyld. Nej – der skal to hænder til at skrælle en appelsin, og i øjeblikket er civilsamfundet i San Lucas den ene og IMCC den anden. To hænder der udfører noget sammen er dårligt tjent med, at den ene pludselig forsvinder. Et fad, eller for den sags skyld en kurv med appelsiner, der holdes af to hænder, vil sandsynligvis havne på jorden, hvis den ene hånd pludselig forsvinder.

Og med det er vi nået til bønnen, der følger moralen, som er underbygget af pointen. Udviklingsarbejde fuldføres ikke på hverken fem eller ti år. Ting tar’ tid, og derfor ansøger vi Danida om en femårs forlængelse af vores projekt i San Lucas. Derfor beder jeg alle jer der læser dette om sammen med alle de andre danskere at give 25 øre om året i de næste fem år, så vi kan fortsætte vores arbejde i San Lucas.

Så vi kan holde fast i den ene side af skålen, mens vi i fællesskab med det bolivianske civilsamfund skræller et par af de hårde appelsiner.

La vida bonita esta por dentro – Det smukke liv findes indeni

Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!

Regnen er kommet. Endelig. Det har været en hård tid for bønderne, deres marker og ikke mindst deres dyr. Vandet fra oven har ladet vente på sig, men endelig er sluserne blevet åbnet, og gennem den sidste uge er der faldet ufattelige mængder vand ned fra oven. Vandet er en budbringer, der varsler, at regntiden nu for alvor er kommet, men også varsler stilhed for IMCC. For i takt med at regnen tager til, vaskes vejene væk og bliver ufremkommelige i bil helt frem til regntidens ophør omkring marts måned næste år. 3-4 fire måneder, hvor IMCCs ansatte ikke kan komme ud til sundhedsposterne. En tid der skal bruges til at lade op, evaluere, forberede den nye sæson og tage hånd om de aktiviteter, der ikke afvikles på landet, men som også kræver opmærksomhed. Det var denne tid jeg så småt var ved at forberede mig på ved hjemkosten fra La Paz sidste søndag. En stille og rolig uge, hvor der var tid til at indhente nogle af de hængepartier, som 14 dage i La Paz havde efterladt på kontoret. Mens jeg har været af sted, har de tre andre knoklet med kontraktforhandlinger med de ansatte, og da også det næsten er faldet på plads, var der ikke udsigt til en af de travleste uger. Det blev det heller ikke, men til gengæld en af dem, hvor man bliver nødt til at stoppe op og nive sig i armen et par gange for at sikre sig, at det er virkeligheden, der omgiver en og ikke endnu en vanvittig drøm.

Natten til mandag begyndte ambulancerne at køre af sted fra San Lucas med sirener tændt. Der var sket en stor ulykke. En lastbil med ladet fyldt med bønder på vej til blokade, var væltet i floden, da chaufføren sandsynligvis var faldet i søvn. Det var vi selvfølgelig lykkeligt uvidende om, mens vi sov vores skønhedssøvn i Casa Blanca. Da vi mandag morgen var ved at gøre os klar til at gå på kontoret, kom Elio, vores ansatte, og bankede på. Han havde liget været på hospitalet og fået at vide, at en af ambulancer var kørt galt på vej til Potosi med sårede fra ulykken. Den midterste af tre ambulancer, der kørte efter hinanden, havde strejfet en modkørende lastbil i høj fart og efterfølgende slået en koldbøtte med chauffør, sårede og to af hospitalets læger. Det var stadig uklart, hvordan det stod til derude, men sidste melding var, at de to resterende ambulancer på stedet, havde taget de ”nye” sårede med også og var fortsat mod Potosi. Elio spurgte om han måtte køre af sted i en af vores biler for at se om alt var ok. Det måtte han selvfølgelig, og han medbragte også to patienter fra hospitalet, der var for syge til at de kunne behandles i San Lucas.

De mennesker vi er omgivet af i San Lucas, er langt fra tætte venner, men det er alligevel de tætteste her er. Folk man omgås hver dag, og derfor var vi da også en smule spændte på, hvad der var sket med de læger, der var i ambulancen. Mens vi så gik og ventede, kom en af lægerne op og spurgte om hospitalet måtte låne en af vores biler, da de havde en hjertepatient, der skulle akut til Potosi. Selvfølgelig måtte de det. Så vi hentede en bil, og den blev rigget til med udstyr til patienten. Det var hospitalsdirektøren, der skulle køre, og selv om vi flere gange spurgte, om vi skulle gøre det, insisterede han på selv at klare det. Med til historien hører, at Nelson, hospitalsdirektøren, bogstaveligt talt slæber sit ene ben efter sig, da han har smadret det i en bilulykke for år tilbage. Jeg vil sige, hvis buschaufføren gik som Nelson, så havde jeg helt sikkert taget den næste bus, men man stoler vel på en bolivianer(??!??). Så da vi havde forvisset os om, at Nelson havde kørekort og godt kunne køre, blev der givet grønt lys fra IMCC. Den akutte hjertepatient måtte dog lige vente på, at Nelson fik indtaget et formiddagsmåltid sammen med de andre læger. Imens lå patienten så alene og gloede op i loftet i bilen… hos bolivianere kommer maven før både hjernen og hjertet…!

Men af sted kom bil og patient til sidst, og samtidig fik vi at vide, at alle i den havarerede ambulance efter omstændighederne havde det godt, og var sluppet med en gedigen gang knubs. Sidst på eftermiddagen ringede Elio så og fortalte, at Nelson havde mistet kontrollen over bilen i et sving i Potosi og kørt en i noget (som vi stadig ikke er helt sikre på, hvad er). Elio, der har sans for drama, understregede, at det var en ulykke, og fik det i det hele taget til at lyde som om, vi godt kunne vinke farvel til både Nelson og bil. Det viste sig dog at bilen godt kunne køre, og Elio sagde, at de nu ville sætte kurs mod San Lucas igen. Da de kom frem viste det sig at skaden var til at overse. Alle vores biler er udstyret med et temmelig robust kængurugitter, hvis fornemmeste opgave er, at sende dyr ind under bilen i stedet for opover, hvis man skulle ramme et sådan. I Potosis asfaltjungle havde gitteret gjort et fornemt arbejde, og selvom det nu skal skiftes, har selve bilen overlevet uden en skramme, så større var ulykken ikke. Næste dag kom cheflægen og hospitalets administrator ind på kontoret, og startede med at takke IMCC for hjælpen, da det brændte på, en hjælp der i øvrigt plejer at gå begge veje, da hospitalet altid stiller chauffør eller biler til rådighed for IMCC, hvis der er brug for det. Derefter beklagede de selvfølgelig bulen i vores bil, og lovede at betale for reparation, så er det så bare lige spørgsmålet, hvor lang tid det tager at få det lavet.

Den væltede lastbil kostede fem mennesker livet, heriblandt et medlem af en af vores kvindegrupper, og mange blev kvæstet ved samme lejlighed. Forklaringen på hvad de mange mennesker lavede på ladet af den lastbil gør ikke historien mindre sørgelig. De var kaldt til blokade ad bøndernes fagforening La Central. En blokade i Bolivia går typisk ud på, at man vælter en masse store sten ud på vejen, og så holder øje med, at ingen kommer og fjerner dem. Da Bolivia jo ikke ligefrem har en overflod af veje, kan en enkelt blokade isolere store landområder. I øvrigt er det langt fra frivilligt at deltage i blokaderne. Hvis foreningens medlemmer ikke møder op, når der kaldes til kamp under fanerne, bliver de pålagt en daglig bøde på 100 bolivianos (80 danske kroner), hvilket er et svimlende beløb for en fattig bolivianer. Derfor er der i disse dage samlet flere hundrede mennesker i San Lucas naboby Padcoyo, der ligger som en hovedfærdselsåre mellem de to store byer Potosi og Camargo. Kravet er, at vejen mellem San Lucas og Padcoyo skal gøres færdig hurtige, samt at større økonomiske ressourcer allokeres til municipiet (kommunen). Protesterne er rettet mod den kvindelige departementsborgmester i Sucre. Denne bruger i øvrigt, ifølge Helenes sproglærer, alle pengene på blomster… hmmm, men Sucre er også en rigtig flot by!!

Blokaden har indtil videre også lagt en del hindringerne i vejen for IMCC. Vejen til alle, undtaget en, af de poster, vi arbejder på, går over Padcoyo. Normalt kører vi dog uden om selve Padcoyo og i stedet af en snoet lille vej op over et bjerg, hvorved man kan spare en halv times tid. Da rygtet ville vide, at denne vej ikke var blokeret, kørte Vicky, Elia, Helene og lille Paola fredag til Camargo for at købe materialer til en række sundhedsfestivaler, der i øjeblikket afholdes på landet. Planen var, at de skulle komme tilbage samme aften, men det skulle vise sig, at jeg for anden gang skulle have en forfærdelig nat, hvor tankerne endnu engang sværmede omkring krøllede bilvrag på øde bjergsider. Helene ringede fra Camargo ved firetiden om eftermiddagen og sagde, at de ville være hjemme ved ni-titiden om aftenen. De kom bare ikke. Men der kan jo ske mange ting i Bolivia. To punkterede dæk. En syg bolivianer, der skal tilses. En flod der er fyldt med regnvand, og derfor ikke kan passeres i et par timer. Da jeg vågnede klokken halv tre om natten, var jeg dog temmelig overrasket over, at pladsen ved siden af mig stadig var tom. Et blik ud ad vinduet afslørede, at bilen hverken holdt foran huset eller foran Vickys hus på den anden side af avenidaen. Jeg ringede til Helene – intet signal, hvilket blot betød, at telefonen befandt sig et sted mellem Camargo og San Lucas. Halv seks blev jeg nødt til at stå op. Jeg begyndte stille og roligt at forberede en tur ud for at lede efter de fire tøser, og besluttede mig for at køre klokken syv, hvis jeg stadig ikke havde hørt noget. Heldigvis ringede Helene tyve minutter i syv og fortalte, at de var strandet i Padcoyo om natten, da blokadefolkene i timerne, mens pigerne havde været i Camargo, også havde spærret de små bjergveje, og det derfor nu var helt umuligt at komme videre til San Lucas. Der er intet mobilsignal i Padcoyo, og som en del af blokaden var telefonledningen til byens telefon også blevet kappet. Derfor havde de ikke ringet og sagt, at de ikke kom hjem. Det var lykkedes dem at passere blokaden tidligt om morgenen under påskud af, at de skulle parkere bilen på byens sundhedspost. Herefter havde de krydset et vandløb ved at køre på to brædder og gennem flodleget kommet udenom blokaden og op på vejen til San Lucas.

Lidt i syv trillede bilen op foran huset med tre trætte damer ombord og en mælkemættet og meget tilfreds lille Paola. Helene kunne berette om en temmelig dramatisk tur, hvor den efterhånden højt elskede blå bil igen havde bevidst sit værd og passeret jordvolde, flodleger og stejle skrænter. Imens de kvindelige IMCC’ere havde kæmpet deres kamp, var vores mandlige ansatte Elio på vej til Achilla for at holde kursus. Han var så heldig at blive fanget mellem to blokader. Derfor var også han taknemmelig for det ikke beskedne antal hestekræfter, der befinder sig under hjelmen på IMCC-bilerne. Han kørte ganske enkelt henover den jordvold som en gravko havde skrabet sammen på vejen. Bilen Elio havde kørt i lignede da også noget, der var blevet brugt til at køre vanvidskørsel i en weekend i Oxbølls militære øvelsesterræn.

Nå, men alle var glade og klar til en stille og rolig lørdag i haven med afslapning og god mad om aftenen, inden Anders og jeg næste dag skulle til Sucre for at skrive forlængelsesansøgning til Danida. Men sådan skulle det ikke gå. Sidst på formiddagen kom Elio forbi og fortalte, at bønderne var i gang med et møde, hvor dagsordenen var, hvorvidt de også skulle lave blokade på vejen mod Sucre. Ups, det var ikke lige efter planen og efter et kort danskersamråd, besluttede Anders og jeg at pakke og køre med det samme. Hej hej hyggelige lørdag! Da der gik rygter om, at der allerede var lavet blokader, tilbød Elio at køre med i en af de andre biler det første stykke af vejen, da han kender et betragteligt antal smut-, bag- og flodveje, som vi kunne benytte, hvis hovedvejen skulle vise sig at være blokeret. Så som en ægte ulandskortege drønede vi af sted i de to store Landcruisere, og passerede med en måske ikke helt forsvarlig hastighed i en støvsky gennem den ene lille landsby efter den anden. På flugt fra bønder der spærrer grusveje med sten. Det lyder måske ikke så dramatisk, og det blev det heller ikke. Da vi nåede departementsgrænsen til Potosi var de eneste forhindringer vi havde mødt forvirrede får og muldyr, der ikke kunne beslutte sig for hvilken vej de skulle løbe for at slippe væk fra kørebanen. Men som Elio sagde, med et smil på læben, da vi tog afsked med ham; Vi havde vundet over blokaderne i denne omgang. Uden Elio fortsatte vi mod Sucre. En tur der er blevet ca. halvanden time længere siden sidst jeg kørte den, da der de sidste uge er kommet meget regn, og vejene derfor er ved at være godt smadrede.

Mange steder på vej til Sucre er der ved at blive bygget broer over de mange små floder, hvor regnvandet vælter ned igennem, når et tordenvejr har passeret. Det betyder, at man ikke kan køre på broerne, da de mange steder ikke er færdige, men i stedet skal dreje fra vejen og ned igennem flodlejet. Da Anders og jeg nåede til et af disse steder, var der mere vand end nogen af os før havde set på stedet. Men efter lidt fornuftig mandediskussion blev vi enige om, at den rasende strøm af vand max kunne være en halv meter dyb, og dermed barnemad for bilen. Der tog vi fejl. Anders kravlede over den ufærdige brokonstruktion for at forevige vandpassagen med kamera. Heldigvis var vi blevet enige om, at det nok var bedst at slå alt, hvad bilen havde af firhjulstræk og ekstra kræfter til, og det var jeg glad for, da bilen dykkede ned i vandet med motorhjelmen først. Jeg kunne høre et forskrækket sus komme ud af min mund, da jeg kunne konstaterede at vandlinjen sad cirka halvvejs oppe på døren. Et øjeblik troede jeg, at bilen ville blive siddende i vandmaserne, men uendelig langsomt nærmest sejlede den over til den modsatte bred, hvor den i en kaskade af mudder, der selvfølgelig fyrede en gennem det åbne vindue og ramte mig hovedet, kæmpede sig op på fast grund.

En oplevelse rigere og med et kryds på listen over ting som gør en drengerøv i godt humør, fortsatte vi turen til Sucre, hvor et par velfortjente fadøl og en enkelt rom satte punktum for endnu en dag i overraskelsernes land Bolivia.

Hvis du vil læse mere om vores oplevelser eller se billeder, kan du i menuerne i venstre side finde andre historier fra vores tid i Bolivia!